02.09.12 - Kenneth's rejsebrev

Rejsebrev fra mandag d. 27/8 – søndag d. 2/9

Vi har været på båden en måned nu og dagene er efterhånden ret svære at skældne fra hinanden. Vandet og luften er mellem 28 og 30 grader varm. Den ene skønne ø med lækkert koralrev erstatter den anden. I dag skete der dog noget ingen af os kommer til at glemme lige med det samme.

Mandag morgen sejlede vi var vores beskyttet ankerplads ud på ydersiden af Pulau Tifore som vi var kommet til dagen før. Derude var der flere koraller og flere fisk at kigge på, på grund af strømmen i vandet. Et super sted at dykke og snorkle. Midt i al hvor afslapning og livsnydelse kunne vi pludselig se en flok delfiner på mindst 30 individer svømme forbi et par hundrede meter ude. Efter meget kort tids overvejelse sprang vi ned i den lille dinghy og sejlede ud til dem i håb om at kunne snorkle lidt med dem. Da vi kom ud til dem opdagede vi at de var for store til at være delfiner. Det var melonheadwhales (jeg ved ikke hvad de hedder på dansk). De ligner delfiner meget, de er bare større og har et meget karakteristisk melonformet hoved. Deraf navnet må man gå ud fra. De var dog kun interesseret i at lege med dinghyen og ignoreret os der lå i vandet. Men vi var heldige at de svømmede tæt forbi os et par gange. Vi drev hurtigt i strømmen og det var tid til at sejle tilbage til Orbit som efterhånden kun var ret lille og langt fra os. Vi hoppede op på Orbit og Kai tog ud for at jage fisk med sin harpun.

Jeg lå under dæk og slappede af da jeg pludselig hørte tøserne hoppe og danse vildt rundt oppe på båden. Jeg kom hurtigt på benene og nærmest fløj op i cockpittet for at se hvad grunden til al hysteriet var. Øjeblikkeligt fik jeg øje på Kai i vandet lige ved siden af Orbit. Det var ikke engang en time siden han var taget ud og han brugte ofte fire timer af gangen i vandet for at jage det der for ham var den hellige gral. Jeg var ikke et sekund i tvivl om at Kai havde ramt den hellige gral lige i hovedet. Med sig havde han fisken. En dogtooth tun på 50 pund (cirka 23 kilo). Det var netop den fisk han havde brugt op til 6 timer om dagen den sidste måned på at fange. Nu havde han den endeligt. Pulau Tifore, det sidste stop inden Lembeh og Manado hvor det ikke ville være muligt at fange sådan en fisk skulle gå hen og blive stedet hvor det lykkedes. Lykken lyste ud af Kai da han fik monsteret af en fisk op på Orbits badeplatform. Selvom han tydeligvis var træt efter kampen med fisk og svømmeturen tilbage til Orbit var smilet ikke til at tage fejl af. Det blev kun overdøvet af Sofies stemme der blev ved med at råbe ”sashimi sashimi sashimi”. Ingen tvivl om hvad hun havde tænkt sig at gøre med de over 10 kilo af de absolut fineste tun kød man kan forstille sig. Det skulle spises råt. Men det måtte vente til dagen efter da fisken bliver bedre af lige at ligge i køleskabet et døgns tid. Aftensmaden blev således halvdelen af bugen som blev stegt på grillen. Det var ubeskriveligt lækkert!

Tirsdag morgen klokken 04 hev vi ankeret op og forlod Pulau Tifore. Lembeh og mødes med Amazing var næste mål. Vi fik meget vind og store bølger på turen. Men når solen skinner og vinden ikke kommer lige i snotten som Ken kalder det var det ikke så slemt endda. Vi havde en fin tur og da vi nærmede os Lembeh kom der igen signal på vores mobiltelefoner. Ken ringede til Kim for at finde ud af præcis hvor de lå. Svaret var dog ikke lige det vi havde forventet. Amazing lå slet ikke i Lembeh. De lå i Manado, oppe på den anden side af Sulawesi. Øv. Motoren på Amazing var gået i stykker et sted på Filippinerne og Manado var det eneste sted hvor de havde mulighed for at få den lavet. Vi kunne ikke nå at sejle hele vejen om til Manado inden det blev mørk så vi smed anker i en lille beskyttet bugt i den nordlige del af Lembeh Strait. Selvom mødet med Amazing var blevet udsat havde vi masser at glæde os over. Nu skulle der laves sashimi og normale sushi ruller til den store guldmedajle af Kais tun. Og tun blev der spist! Det var ikke små fine stykker tun vi spiste. Det mindede mere om små rå tunbøffer i så store mængder at vi alle på båden havde det mere eller mindre dårligt efter at have tømt bordet for fisk.

Vi stod op tidligt næste morgen for at komme så tidligt som muligt over til Amazing. Sejlturen var meget stille og vi havde næsten ingen vind. Vinden valgte endda at dø helt ud op af formiddagen, så med absolut ingen vind, helt flat vand og måske den absolut varmeste dag vi endnu havde været udsat for tøffede vi stille og roligt rundt om Sulawesi. Så snart vi som rundt om den sidste pynt kom kikkerten frem for at spotte Amazing så hurtigt som muligt. Det var dog ikke lige til og vi var meget tæt på Manado inden vi spottede den flotte røde båd med Dannebrog på ligge foran molen som beskytter byen mod havet. Kim var alene på Amazing da vi ankom da resten af besætningen var inde i byen for at ordne ting og sager. Det var fantastisk at møde en anden dansker helt her oppe på den anden side af Jorden og man kunne tydeligt se at Ken og Kim som ikke havde set hinanden i mange måneder var glade for at se hinanden igen. Efter en kort snak frem og tilbage fik vi smidt anker på det eneste muligt sted, ude foran den store kampestensmole. Ikke det bedste sted at ligge for anker hvis vejret viser sig fra sin grove side, men da der ikke var nogen havn i byen og der var meget dybt alle andre steder havde vi ikke rigtig noget valg.

I mellemtiden var Juv, Kims kæreste, Chito, Amazings filippinske bådsdreng og de to gaster Jonas og Cathrine kommet tilbage og vi blev inviteret over til Amazing for at få en rom med lidt cola i. Vi fik også besøg af to danske backpackere som havde set Dannebrog inde fra kysten. Så var der for alvor danskertræf i Indonesien. Som altid i den her del af verden begynder det at regne i tide og utide. I dag var ingen undtagelse. Vi fik et regnskyl man ikke glemmer lige med det samme. Vi tog alle et kærkommet bad i den naturlige ferskvandbruser og Chito fyldte den ene 25 liters dunk efter den anden i rekord tempo. Vi bestemte os for at skynde os tilbage til Orbit for at få sat regnsamleren op så vi også kunne få fyldt vores efterhånden ret tomme tanke. Med regnen kom der også nogen store bølger ude fra det dybe hav som først blev lavt et par hundrede meter fra land. Det var mildt sagt ikke særlig optimalt at ligge lige foran en mole når bølgerne var op mod 3 meter høje. Det planlagte festmåltid hvor vi havde inviteret Amazing over til os til tunburgere i cockpittet blevet også lavet om til sushi under dæk da båden blev kastet rundt som en lille korkprop i en storm. Selvom det absolut ikke stoppede os fra at spise godt og hygge med de andre blev aftenen lidt kortere end vi havde regnet med da det, selvom man meget gerne vil, er lidt svært at hygge sig og slappe af når alle klamrer fast til båden.

Vi kom til at ligge de næste par dage i Manado. Amazing kæmpede med motoren og vi skulle proviantere, ordne ting på det håbløst langsomme internet, Pil og jeg skulle købe flybilletter så vi kunne komme hjem i henholdsvis oktober og november. Generelt er der bare en masse ting som man gerne vil ordne når der er en lille form for civilisation. Det blev et par halvkedelige dage i Manado. Man bliver meget hurtigt træt af langsomt internet og heden i byen.

Manado var også stedet hvor Kai og Megan skulle forlade Orbit og videre ud i verden. Deres første stop var Bali så man kunne godt blive lidt missundelig når man lå for anker i en kedelig by. Jeg er sikker på at vi alle kommer til at savne dem. De var utrolig søde mennesker, som trods værende meget amerikanske på mange måder, passede rigtig godt ind i vores danske økosystem. De lærte dog aldrig helt at forstå ironi og sarkasme og at lakridser smager vildt godt. Det må blive næste gang.