Til mine venner og familie, og dem der vil læse med.
Alle mennesker oplever det, at tage et skridt ind i et nyt
kapitel. Nogle gange er det mere tydeligt end andre, at man er ved at afslutte
ét og begynde et nyt.
Da Ken og jeg tog fra Danmark d. 23. juni 2012 mod
Australien var der ingen tvivl om, at dette var et påbegyndt nyt kapitel der
omsluttede de næste 3 år.
Jeg har haft mange tanker, følelser og overvejelser i
forbindelse med at træffe beslutningen om at rejse væk hjemmefra så længe. Især
på grund af, at jeg kun havde 6 måneder hjemme efter min sidste rejse på 16
måneder, inden jeg skulle afsted igen. 6 måneder til at se alle dem jeg havde
savnet. 6 måneder til at sige farvel og på gensyn til alle dem jeg lige havde
genset, og fortsat ville savne de næste 3 år.
Det her rejsebrev kommer ikke til at handle om alle de
vidunderlige, underlige oplevelser vi har haft i den sidste uge. Det kommer til
at handle om det der er foregået inde i mit hoved. Her kommer mit første
personlige rejsebrev. Til jer jeg savner af h til.
Jeg har stillet mig selv et par spørgsmål. For min egen
skyld, for at få styr på den cocktail af indtryk og følelser de sidste to
måneder har været fyldt til randen med. Og jeg tror, at det her rejsebrev er
godt for mig at få skrevet, så jeg kan få sat ord på, og komme ud med nogle af
de tanker jeg har haft. For hvordan har det egentlig været for mig? Fx det at
sige ”farvel”. Selvfølgelig er det ikke farvel for altid, men alligevel er det
lang nok tid der går, til at det ikke er nok at sige ”vi ses”.
”Farvel”.
Det har været endnu hårdere denne gang. Jeg følte mig ikke
klar.
Jeg havde ikke set mine venner og familie nok, inden jeg
skulle væk fra dem igen. Og der var endda nogle jeg slet ikke nåede at se.
Fordi der ikke var tid nok. Når det hele også skulle absorberes.
Jeg kunne sagtens have brugt et år mere derhjemme, uden at
komme med nogen utilfredse kommentarer om hverdagen – livet – i Danmark. Så jeg
var splittet.
Hvorfor valgte jeg så Orbit og eventyret frem for, dybest
set, at blive hos dem jeg holder af?
Det er et spørgsmål jeg stiller mig selv herude, og et
spørgsmål, der også bliver besvaret herude. Afhængig af situationen og
oplevelserne (og humøret).
For det er jo et
eventyr. Det er det ord der beskriver helhedsoplevelsen bedst. Selvfølgelig
vasker vi også op, gør rent og går på toilettet og på facebook (når vi kan).
Men følelsen af det, jeg er i, det her,
er uvirkeligt, spændende, oplevelsesrigt og anderledes. Det er min forestilling
af et virkelig eventyr. Så hvorfor skulle man ikke vælge det?
En drøm.
To ord, der for mange forbindes med livet på en båd, hvor
man sejler fra en bounty ø til en anden.
At drømme. Noget alle mennesker gør.
Drømme. Et ord de fleste forbinder med noget man ønsker at
opnå eller opleve. Noget ikke alle mennesker følger. Selvom de kan eller bør.
Jeg prøver. Her er mit forsøg på at opfylde en af mine
drømme. Ikke specifikt det at leve på en båd, men alle oplevelserne der er
forbundet med det. Sammen med en masse spændende mennesker der sejler med, som
har de samme drømme, og sammen med nogle af de mennesker jeg elsker allermest,
både Ken som er med hele vejen og de venner og familie der besøger mig
undervejs.
Men noget andet er, udover at udleve drømmen, samtidig, at
leve i nuet. Lever man, hvis man ikke
(lev)er i nuet? Og hvordan ved man om
man er nærværende nok til at være i
nuet?
|
Uddrag
fra min dagbog, skrevet da jeg var hjemme i DK ”på visit”, d. 29. Februar
2012:
”ER JEG NÆRVÆRENDE NU?
ER JEG?
HVAD MED NU?”
|
I har sikkert tænkt de samme tanker. Men en ting jeg har
erfaret, er, at jeg har lettere ved at være nærværende her ude, end derhjemme.
Jeg håber at efter de her 3 år, vil nærværet sidde så meget
på min rygrad, at det ikke bliver et problem at holde fast i når jeg kommer
hjem. Både for min skyld, men også for de mennesker, vis tid og nærvær jeg
tager og får.
Nu er der gået snart 3 måneder, og jeg er så småt begyndt at
falde til. Tilpasse mig. Værdsætte -
livet om bord, de mennesker jeg har omkring mig. Hverdagen. Dykkene.
Hyggestunderne. Sejladsen. Havet. Himmelen. Naturen. Varmen. Det at være her.
Frem for nogen andre steder.
Jeg savner stadig. Men savn er, for mig, altid forbundet med
at rejse. Men med savnet kommer også erkendelsen. Erkendelsen af hvem man
virkelig savner. Og elsker.
Skrevet af Anne Sofie
Ingen kommentarer:
Send en kommentar