11.05.13 - Thomas' rejsebrev fra Chuuk: Operation Hailstone

Et eventyr er ved at være slut, og et andet skal til at begynde. For tolv dages tid siden ankom vi til Chuuk Atoll, hvor den skulle stå på førsteklasses vragdykning. Chuuk er kendt for under 2. Verdenskrig at have huset japanernes største flådebase udenfor moderlandet. I februar 1944 havde amerikanerne fundet basen, og man håbede her på, at man kunne hævne Pearl Harbor. Den 17.-18. februar slog amerikanerne til. På dette tidspunkt var japanerne dog blevet usikre på, om basen var for sårbar, hvorfor de ugen forinden havde trukket krigsskibene tilbage fra Chuuk. Da amerikanerne angreb, var størstedelen af skibene derfor de tiloversblevne transportskibe. Operation Hailstone, som angrebet blev kaldt, blev ikke det store anslag mod den japanske stillehavsflåde, men den japanske tilbagetrækning signallerede enden på den japanske dominans af det vestlige Stillehav.

Operation Hailstone blev slutningen på japanernes eventyr på Chuuk, men de mange vrag betyder dykkereventyr i verdensklasse, hvorfor vi har brugt al den tid under vandet, som vi har kunnet komme i nærheden af. Vi har nået at dykke 18 dyk på 12 vrag, og man må sige, at dykkene til fulde har levet op til de høje forventninger. På det 132 m. lange Fujikawa Maru dykkede vi for eksempel ned i skibets lastrum, hvor vi så japanske Mitsubishi Zero kampfly i samlesæt. Det er en helt særlig oplevelse på den måde at dykke ned i historien, men det er også en uvirkeligt smuk oplevelse at dykke på vragene, da de er overbegroede af de smukke og farverige Soft Corals og i rigt mål er hjemsted for diverse dyreliv. På andre vrag brugte vi meget tid på at udforske det indre af skibet. Det gjorde vi blandt andet på det 141 m lange Rio de Janeiro Maru, som ligger på styrbordssid på 12-35 m dybde. Når man svømmer ind i et vrag og kan se plankegulvene, stablede flasker i lastrummet, maskinrum, etc, føles det virkelig som at gå på opdagelse i historien. Lidt surrealistisk kan det også være, når man svæver rundt i vraget og ser lyset skære sig gennem vragets mørke. I lysstrålerne spiller farverne krystal klart. Naturens skønhed kommer på den slags dyk til at træde meget klart frem, da den hele tiden sammenholdes med de menneskeskabte vrag. Natur møder kultur og smelter sammen i en oplevelsessymfoni uden lige.

Et andet fantastik dyk var på SS Nippo Maru, som måler 107 m. og ligger på 21-45 m dybde. Nippo Maru har nemlig en tank stående på dækket. Det var en både flot og speciel oplevelse at se den under havet med fisk omkring. Sankisan Maru bød på et dybt dyk, hvor vi på 40 meters dybde havde den ekspetionelle fornøjelse at kunne svæve ned i et lastrum med en buldozer og adskillige næsten intakte lastbiler. Dybden gjorde selvfølgelig, at det ikke blev noget langt dyk, men det var meget bevægende, både fordi man levende kan se de japanske soldater for sig, når man stikker hovedet ind i en lastbil og kigger ud gennem dens forrude hen over rettet, men også fordi det gamle krigsmateriel meget tydeligt udstiller vores forgængelighed. Som Odin siger i ’Hava mal’, Den Højes Tale:

”Fæ dør, frænder dør.

Dø skal også du.

Et jeg ved, som ikke dør.

Dommen om hver en død.”

Derfor: husk at leve, mens du gør det, for at parafrasere Piet Hein, og husk at elske, mens du tør det. Dermed vil jeg sige, at eventyret fra Palau til Chuuk er ved at være til endebragt, mens Orbit fortsætter mod nye horisonter og nye eventyr. Vi andre tager for nogles vedkommende videre ud i den vide verden, andre tager hjem. Hjemrejsen betyder nu ikke enden, for hjemme venter nye udfordringer og nye eventyr, blot på andre breddegrader. For os alle gælder dog, at kan vi holde Piet Heins og Odins ord i hævd, vil vi, ligegyldig hvor vi befinder os, have nye og spændende eventyr i vente. Hermed vil jeg sætte punktum i dette eventyr og samtidig åbne døren på klem til nye…