Vi var heligvis ikke helt orange, da vi sejlede fra Lamotrek
mod Puluwat, den sidste af de fjerne atoller på vores togt i Mikronesien. Eric
(den amerikanske antropolog på Lamotrek) havde ellers advaret os om, at
gurkemejepulveret – en vigtig bestanddel i den afskedsceremoni, vi var så
heldige at modtage på vores afrejsedag – først blev slidt af huden efter flere
dage, og at vi derfor skulle regne med at få orangefarvede lagener, puder,
hynder og vægge. Men til vores held nåede vi at få at vide fra Xavior (øens
Master Carver), at det skam var helt i orden at vaske gurkemejepulveret af igen lige efter ceremonien! Så vi var
dejligt renskurede, og ikke mindst glade og opstemte, da vi smed fortøjringen
til vores ny-installerede bøje. Oplevelserne fra Lamotrek havde alligevel brændt
sig godt fast. Vi havde uden tvivl været en del af noget helt specielt på den
ø, og det var svært ikke at være lidt – eller meget – rørt. 
Vejret i dagene op til afgangen havde været meget roligt, så
det var havet også. Der var kun mindre bølger, og sejladsen på de 175 sømil til
Puluwat blev uden tvivl den mest behagelige hidtil. Ingen blev søsyge, der var
flot vejr, og det er klart nemmere at få sovet, når båden ikke hamrer op og ned
mod store bølger. På fiskefronten så det også ud til, at The Magic Barnacle
(den magiske muslingeskal, som var en hovedspiller i afskedsceremonien på
Lamotrek) havde bragt os held. Vi fik halet to mahi mahi ind, én på 121 cm og 6
kg den første dag (min fangst) og én på 103 cm og 5 kg den anden dag (Louis
fangst – endelig!). Lækkert lækkert. Jeg opdagede under fileteringen til min
store fornøjelse, at en mahi mahis afføring er flydende og sølvfarvet. Fisken,
der skifter farve fra guld-grøn til sølv-hvid i dødsøjeblikket, og så tilbage
igen bagefter, skider altså sølv... Jeg. Elsker. Naturen. !!!
På andendagen nåede Thomas også lige at kæmpe et par
sekunder med en marlin, men den sprang hurtigt fri – og det gør marlins
åbenbart 10 ud af 9 gange, som Ken siger... På 5 år havde der på Orbit været
Marlin-bid 50 gange, men kun TO var blevet halet helt ind. Så det var med en
venlig tanke til The Magic Barnacle, og alle verdens fiskeguder, da der på
tredjedagen var Marlin-bid igen – og da det denne gang lykkedes Thomas at få
den halet hjem! Jubii! Det er altid en lettere kaotisk oplevelse når der bliver
råbt FIIIIIIIISK! og alle mand søvndrukne vælter op i cockpittet, for derefter
at vælte ind i og hen over hinanden i et forsøg på at styre båden og hive sejl
ind, mens militærmanden vågner i Ken (og råber MEGET HØJT et sted fra indeni
Ken) og dermed får det hele til at lykkes. Og det var ingen undtagelse denne
gang, med en så stor fisk, der springer højt og virkeligt kæmper. Jubii igen!
Der blev senere taget flotte billeder af Thomas med marlin og af Ken med
marlin, hvilket ikke er en nem sag, når fisken vejer 50 kg, er 2 m og 21 cm lang
og desuden har skæl, der svier som brændenælder. Snedig fisk.
Fem timer og 20 sømil efter marlin-fangst, omkring
frokosttid, var vi så ved Puluwat. Turen havde altså taget os ca. 50 timer.
Rigtig fint. Der var masser af sollys til indsejlingen, som er lidt vanskelig
ved Puluwat, og god tid resten af dagen til at gøre båden ankerklar, ren og
lækker, få en kop kaffe, et bad og til at himle over sceneriet. Puluwat som
atol er noget anderledes opbygget end de andre atoller, vi havde besøgt –
mindre i omkreds, med flere øer meget tættere på hinanden og dermed flere bugte
og kringelkroge. Meget, meget smukt og perfekt til kajakture, som vi hungrede
efter. Efter store kulturelle oplevelser på Wolai, Elato og Lamotrek især havde
alle på båden mest brug for at lade op på Puluwat med afslapning og naturoplevelser.
Vi skulle ikke sætte bøjer op eller drikke gæret, varm kokosvin (gudskelov!) i
flere men’s circles. I stedet fik vi sejlet meget i kajak (alle blev officielt
EPP2-uddannede), solet på dækket, læst, spillet whist, skrevet i dagbøger,
snorklet og badet. Lækkert! Det lod til også at passe de lokale fint, så der
var ingen sure miner.
På ankomstdagen havde vi Thomas’ marlin med som en gave til
øens borgmester, en flink og stor, rund mand med store, udstående øjne, og med
kvindelige slægtinge, der ikke holdt sig i baggrunden (dejligt at se!). Fisken
blev godt modtaget og var også en ret pæn gave, syntes vi selv, men vi fik
desværre ikke tilbudt at få en lille luns med tilbage til båden... Men pyt med
det – vi fik lækker mahi mahi-sushi samme aften og pandestegte mahi mahi-bøffer
aftenen efter.
Vi var på Puluwat ved at være helt i bund på meget af vores
proviant – nu inklusive havregryn og mel! – så der blev snakket og drømt ekstra
meget om alle de ting, vi snart skulle have at spise. Frisk frugt, sprød salat,
en stor peberbøf, gedeost, burgere fra Halifax, en tartarmad med rå æggeblomme,
rugbrød, ristet torskerogn med remoulade, rejeost fra Buko, blødkogte æg,
yoghurt, bearnaisesovs, lakrids-is og tusinde andre ting... Der blev også
snakket om rent vasketøj (mit håndklæde var på Puluwat én stor og stiv
saltflage), det næsten glemte privatliv og den næsten glemte lykke ved IKKE at
have saltvandsknopper på røven. Men den hårde kendsgerning var jo, at vores tur
på de afsidesliggende atoller – væk fra internet, væk fra (næsten al) stress,
tæt på naturen og sine egne tanker – snart var slut.
Det er ikke nemt at acceptere, når noget godt slutter. Men
så er det bare med at huske på alle de dejlige ting og ikke mindst mennesker,
der venter derhjemme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar