lørdag den 23. januar 2016

20.01.2016 Rejsebrev fra Chuuk til og med Lamotrek

Så stod vi der søndag morgen på den første dag i 2016, fire blege danskere og missede mod den hvidglødende Stillehavs sol, ud af de blændende solstråler trådte selveste Jack Sparrow, det eneste der manglede var perler i skægget.  Vi var ikke et øjeblik i tvivl om at her kom Orbits kaptajn gående i let bredsporet gang langsomt, som de indfødte.  Vi kørte den 3 km lange vej til hotellet, bumlende afsted de sidste to kilometer med vandpytter så store som tekopper, nej Rundetårn! Forenden af vejen stod en ironman så stærk og stolt og ventede energifyldt på de resterende blege gaster.  Vi spiste turens første sashimi og sejlede i dinghien ud mod havet. Her stod Orbit med en mast der knejsede så stolt og et skrog der vuggede blidt i stillehavsdønningerne. 

Vi proviantede og satte kurs stik vest 270 grader mod Lamotrek. Under grå regnvejrs himmel og på et gråt regnvejrs hav, sejlede vi endeligt fra Chuuk, efter et halvt døgns venten på immigration med stort ønske om tilladelse til at forlade land. Kort efter afgang faldt den første kommentar om korrekt sejlføring. Men alle diskussioner og drømme er jo hypotetiske, det ved vi nu!

Vagtrotation på vagtrotation,  under stjernehimmel eller bagende fuld sol, og med en gennemsnitsfart på 5 knob, kun få timers vindstille vejr, og så til sidst sejlede vi igennem passet mod første øde stillehavsø. Efter fire dage på åbent hav uden udsigt til land, så man i jubel, grædekor, i dans og fuld firspring, Orbits gaster sejle langsomt ind gennem ringrevet.

Vi sejlede ind i solnedgangen og besluttede at lade kaptajnen svømme alene i land, i en frisk crawl, mod øen for at orientere ældrerådet omkring vores ankomst og ønske om at besøge øen den førstkommende morgen.

Efter en asynkron padlen dagen efter, sejlede vi dinghien mod kysten, og gik i land på Lamotrek med armene fulde af notesbøger, skoleremedier og harpuner, hvor ældrerådet sad klar i et overdækket stråbelagt hus også kaldet ’mens house’.  Vi fandt hurtigt ud af at gæstfrihed, frisindethed og hjertevarme ikke var en mangelvare på øen, hvor I-landsproblematikker er en by i Rusland. 
I et lettere hårdt koralbelagt terræn gik vi en tur den halve ø rundt, og mødte kvinder med bare bryster, gamle damer som i et enkelt machettehug knapper en kokosnød op, børn der smiler og laver posende peacetegn,  mænd kun iført et løst bundet, klæde over de ædlere dele. Vi gik ikke mange skridt før vi både fik stukket kokosnødder i hænderne og tilbudt frokost privat hos de lokales familier. Det resulterede i at vi fandt os selv siddende i skrædderstilling under igen et stråbelagt halvtag ved siden af mother Mary og hendes barnebarn der serverede taroroots kogt i kokosmælk, fisk og bananer. Mad der ikke slæbte sig ud af en dåse var yderst kærkomment. Vi sluttede af med en "drinking cirkel", som bogstavligt talt gik ud på at sidde i en cirkel og indtage den eneste hjemmebryggede lokale alkohol, kaldet Tuba, en slags kokosvin. 

På den højhellige søndag, dagen efter, mødte vi kristne og trofaste op til morgen gudstjeneste efterfulgt af en dasedag på båden hvor der blev solet bagdele og bryster, bagt brød og banankage af de lokaleråvarer. Sidst nævnte som skulle medbringes til fællesspisning på øen senere samme aften. Vi mødte op til en stor omgang barbeque; taroroot i kokosmælk, sweet potato og en omgang grillet hund! Igen tog aftenen fart, omringet af en hel hær af ’Lamotrekkere’ – den ene klan som var fremmødt for at  invitere os alle på mad og drikke kokosvin i overdådige mængder, som resulterede i at selv præsten og den lokale rektor fik komplimenteret og skamrost til Orbits unge damer i en grad, der ikke kunne undgå at blive en anelse akavet over nadverbrødet i kirken dagen efter.  Vi blev enige om at se ham, som den beduggede onkel til familiefesten. Efter endnu en asynkron padlen og en halv flaske rom senere, faldt besætningen omkuld i Orbits lune køjer. 
Mandag morgen blev en travl dag på øen, hvor noget af besætningen besøgte den lokale skole, den lokale medicinske klinik med øens læge og chief, som pænt tog i mod og fortalte ivrigt om klinikkens daglige rutiner. Mandag skulle ligeledes vise sig at blive vores afskedsdag, hvor øen i al hemmelighed havde afviklet en større ceremoni i forbindelse med vores afrejse.

Kl 16 gik det løs. Vi ankom til Lamotrek i dinghien, padlende og i festligt tøj. Pigerne iført lavalava (den lokale nederdel) og drengene i bare solbrune mavser. Den ene klan havde lavet palme skørt og mundering som en anden hulahula pige, blomster kranse overalt, der var lokale gaver til alle gaster og en ærestale til kaptajnen. Gaverne var alt godt fra øens skatte kamre, alt fra lokale vævet skørter,  3 lokal vævet reb, 22 kokosnøder, 400 bananer i klase,  rodfrugter og overflod af papaya, seks grillet coconutcrabs, bananchips, sweet potato, rødder og frisklavet chips. Al den friske mad skabte stor glæde, alt der kunne give den daglige sammenkogte Orbit ret lidt kant var værdsat. 
Vi endte med at fylde en halv dinghi op med mad. I ledetråd blev der slået et større show up, hvor klanens mænd inklusiv Tarzan, stod på en lang række iført blomsterkanser, baststkørt, opmalet ansigter og dansede for os. Kvinderne fulgte trop med trætte bryster der flagerende i vilden sky i en dans i fuld vigør. Igen blev Orbits unge damer hevet frem klar til dans i forlængelse af damernes optog. Det endte med at hele besætningen blev bedt om at danse vores lokale dans i Danmark og efter en kort hypotetisk diskussion, blev det vurderet at ’en lille and med vinger’ måtte være den bedste lokale dans vi kunne improvisere og den blev modtaget med en større klapsalve end den sang/dans fra børnehaven har vakt i mange mange mange år. Nogen ville måske sige nogensinde! Klanen insisterede på en gentagelse af danse successen, og før vi så os om var hele besætning igen i gang med et fuldt vingesæt, en dansende rumpe og to rokkende fødder i højtråbende kor. De lokale hujede og piftede og det ville ingen ende tag.

Et overvæld af søde ord,  en fantastisk  åbenhed, en overdådig medmenneskelighed og med en varme selv den mest berejste sjæl sjældent har set, forlod besætningen Lamotrek; nogle rørte til tåre, andre grinende og alle med en dunst af mother Mary ”mormorparfume” og ordene ”WE LOOOOOVE YOU”. 

Vi spiste os tykke og mætte på båden i en større middagsplate ’to-go’ imens vi sad omringet af blomster, talte om dagens overvældende oplevelse, mættet for indtryk og rørte over at have fået den oplevelse med os videre på vores togt. Vi gjorde klar til at lægge kurs dagen efter, hvor kursen faldt på Sorol.

Sorol blev dog et kort visit, hvor vi efter fire dages sejlads måtte erkende at vejrforhold, lav dybde og dårlig sigte resulterede i erkendelsen af at øen Sorol måtte forblive et uudforsket syn i horisonten og stævnen blev i stedet vent mod Palau. Som den første og eneste egentlige falliterklæring i den tænkte rute , blev den lidt nedtrykte stemingen hurtigt vendt til et ren pandekagegilde, som endnu igen igen engang blev kastet ud af sidebenene fra vores yndlings Michelin kok Rasmus med særspeciale i dåsers brug såvel som placering. Omstillingsparate as ever! YOLO FTW.

Vi forsatte til søs på 4.dagen med udsigt til formentligt 3 dage mere på havs. Palau som næste stop. 

Massere af god vind, måske for meget god vind, blev genuaen tæmmet som en anden vildhingest. P for plenty, ikke for power!!
Stillethavet bød os på mange gode dage i fuld sol med frisk fanget fisk (hårdt kæmpet ombord, hvor pigerne som de eneste kom med i 1 meters klubben), tilmed sparsom søsyge og en let krængning til bagbord. 

Vi ankom til Palau et par dage før forventet, så bare fordi motoren er i stykker og storsejlet er flækket, kan man sagtens sejle ALT for stærkt. Så deeeeeet….

Vi erkender ærligt, at et eventyr er ikke noget man får serveret, det er noget man tager. Og vi har i den grad taget det! 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar