08.02.2016 Første uge på Palau, rejsebrev af Mathies

Rejsebrev 

26. Januar påmønstrede sidste gast på Orbit som på det tidspunkt lå blidt og stille i en lagune ved hovedøen Koror. Sille ankom sent om aftenen efter en meget, meget lang 2 dages flyvetur til Palau, dog med det gode humør i top, og første bemærkning var meget klar. ”Nøj hvor er her varmt” Besætningen var nu fuldtallig, og hvilke en umådelig god besætning hvis vi selv skal sige det, bestående af Kræn, Klaus, Emil, Sille, Mathies og selvfølgelig vores kaptajn Jonas. En god fordeling af 3 jyder og 3 københavnere klar på eventyr. 

Planen for togtet var klar og rimelig simpel fra dag et. Vi skulle ud i det turkis blå hav, blandt Palaus små 300 klippe øer. Der skulle vi finde en af Palaus mange umådelig lækre små laguner, og så ellers bare ligge for anker der, helt for os selv, i en uges tid. Hovedteamet i planen stod dog i dykningens tegn, for Palau er mere eller mindre et stort dykkersted, med flotte koraler og fantastisk dyreliv. For at dykke skal man dog certificeres først, denne mindre detalje manglede Sille og Emil stadig. De første par dage før afgang blev derfor brugt på at gøre Sille og Emil til 2 kommende superdykkere. Hvilket eftersignende var en hurtig og nem opgave for vores kaptajn/dykkerinstruktør Jonas. 

For de 3 resterende allerede certificeret dykkere i besætningen Klaus, Kræn og Mathies blev de første par dage brugt på at komme i dykkerform, og komme af med de værste dykkerabstinenser. Efter nogle gode tips fra det lokale dykkercenter blev både en nærliggende grotte og et vrag udforsket. Ganske udmærket, men vi skulle finde ud af at det kunne blive endnu bedre. 

Sille og Emil blev som nævnt hurtigt certificeret Open Water Divers, og vi var nu klar til at sejle ud. Uden mad og drikke dur Orbit dog ikke, så først skulle der provianteres til den næste uges tid, hvor der ikke lige ville være en købmand i nærheden. Der blev handlet dåsemad i massevis, bunker af snacks, litervis af øl og sodavand, og adskillige andre lækkerier, ja proviant var der masser af, syntes vi i hvert fald selv. 

Den 31. Januar rullede vi genuanen ud, (en af de mange nye fremmedord man lærer når man er på en båd) bandt Georg Stage pælestikket op, koblede os fra morringlinen og sejlede ud i det turkis blå hav. Der var dog en smule skeptiske miner ombord. For efter ikke at have oplevet en eneste gråvejrs dag siden ankomst, væltede solen ikke ligefrem ned fra himlen. Og det ville da nok blive en lang uge hvis gråvejret fortsatte. Det skal dog siges at man stadig godt kan blive solbrændt selvom det er overskyet, for på havet er solen altid tilstede. Specielt hvis man sidder oppe i masten det meste af sejlturen. 

Selvom det nok var en af Orbits korteste sejlture, (ca. 3,5 time) var det stadig en af de længere sejlture med en rigtig sejlbåd, for nogle af besætningens medlemmer. Der blev både styret og navigeret, og det skal da lige siges, at sidde ved roret og styre en 18 tons sejlbåd er altså sværere end man lige skulle tro. Der var da også nogle af besætningsmedlemmerne der havde mere tag på det end andre. Men vi kom stadig sikkert frem, og med første styrmand Emil ved roret, kaptajnen i masten, navigerede vi let udenom de værste ”koral bommies” og ind i en lækker lille lagune, hvor vi besluttede at kaste anker. 

Næste dag stod solen heldigvis igen ned fra en skyfri himmel, så nu skulle der for alvor blæses bobler. For Sille og Emil skulle videre i dykkersystemet, og blive certificeret Advanced Open Water, så de kunne komme med ud hvor det er rigtig sjovt. Der blev både navigeret med kompas under vandet, øvet buoyancy og dykket dybt. Specielt ved dybdedykket, fandt Emil ud af at det der står i dykkerbøgerne med at man bruger ekstra meget luft når man er nede på 30 meter, passer faktisk ret godt. Som med deres Open Water certifikat, gik det ligeledes nemt og hurtigt med at få dem certificeret Advanced Open Water divers. Så de var nu klar til at komme med ud hvor det er rigtig sjovt.   

Der var dog noget de ikke havde lært i dykkerbøgerne, og det var at man skal altså tidligt op hvis man vil ud og have nogle rigtig gode dyk. For man skal helst i vandet før alle de andre dykkere som er her på Palau. Specielt Sille var lidt skeptisk da hun fik af vide at vækkeuret ville ringe kl. 0600 næste dag. Og med vækkeur mener vi kompressoren, som hurtigt blev kaptajnens fortrukne vækkeur til hele besætningen. Sille fandt dog hurtigt ud af, at det var helt klart det værd. For hvilke forrygende gode dyk vi fik. Sigtbarhed på 20 meter, flotte koraler, massevis af Stillehavets farvestrålende fisk, skildpadder, og selvfølgelig hajer. Dog ikke rigtige hajer, hvis man spørger Emil. 

Resten af tiden hvor vi ikke dykkede gik med solbadning på dækket, lidt snorkling i lagunen, fordybelse i bøger fra Orbits veludrustede bibliotek, og harpun fiskeri. Specielt vores fiskeminister Kræn gik til værks med liv og sjæl, dog uden det helt store held. 

Om aftenen blev der på skift brilleret i køkkenet. Specielt Klaus som fra starten havde proklameret at madlavning ikke var hans stærkeste side, overraskede med hjemmebagt brød, turens bedste pandekager, og lækker aftensmad. Ellers blev der præsteret en masse andre dåse gastronomiske retter. Det skal dog lige siges til de kommende gaster der måtte læse dette rejsebrev, at biksemad på dåse er virkelig elendigt. Efter aftensmad stod den på København mod Jylland i Trivial Pursuit. Resultatet vil vi helst ikke offentliggøre, men lad os bare sige at Klaus som er jyde af hjerte, men københavner af sind havde en stor fordel, grundet hans lidt større livserfaring i forhold til resten af besætningen.  

Den 7. Februar vågnede vi op til gråvejr, alt maden var spist, øl og sodavand var for længst drukket, og snacksende var sluppet op, så vi tænkte at nu var det et godt tidspunkt at lette anker, og sejle tilbage til hovedøen. Nogle fra besætningen trængte også gevaldigt til et rigtigt bad med balsam, og nogle andre til at få deres internet fix. Overraskende nok var det den ældste i besætningen der var flittigst på internettet.  

Det er nu den 9. Februar, alle har været i bad, alle har fået deres internet fix, der er blevet provianteret igen, (denne gang skulle der gerne være mere end nok) og vi er nu klar til at finde en ny lagune, nye dykkesteder, og hvem ved, en rigtig haj til Emil. Vi har fundet ud af at man sagtens kan undvære al den moderne teknologi, så længe man bare har en kompressor, noget dykkerudstyr, og en trofast gummibåd. Vi sejler ud lige om lidt, og regner med at være tilbage den 14. Februar, hav det godt så længe. 

Solskins og dykkerhilsner 

Klaus, Emil, Sille, Kræn, Jonas, og Mathies. 

28.01.16 Rejsebrev fra Palau

Rejsebrev fra Palau

Land i sigte!

Vi hejste det gule Quebec flag, som tegn på at vi var smittefri og klar til samkvem med land. Dette land var Palau. En træt men glad besætning. Glad lige indtil det slog os at båden skulle klargøres ved land, en større rengøringsaktion og afferskning af Orbit i 40 graders vindstille vejr, imens vi ventede på immigration og tilladelse til indrejse i Palau. Vi fik stemplet os ind, blev modtaget af et ’Welcome to Palau’ af de lokale immigrationsmyndigheder, vi fik anvist en bjergside fyldt med natklubber, også var vi ellers ankommet. 

I den fjerneste afkrog omringet af junglerige høje klippesider bandt vi to pælestik (bundet af Georg Stage My) om en mooring bouy ude foran Sams Tours. Knuderne blev bundet godt og tæt, for her skal Orbit være placeret igennem de næste mange dage, indtil næste togts gaster påmønstrer. Herefter stormede vi i land efter et ikke dåserelateret måltid mad, som resulterede i et overdådigt junkfood indtag, på det det hurtigt blev vores absolutte stamsted, hvor vi dagligt blev ”Dropped off” til det madorige og kamp med tiden om at få alle de retter på menukortet, kun afbrudt af et enkelt sushi besøg i  downtown, Koror.  

Der er blevet spist og drukket utrolig godt på Palau med enkelte økonomiske tundåser for at holde det flyvende madbudget lidt nede.

Vi fik selskab af to nyankomne gaster, Kræn og Matthis, som fulgte med gruppen et par dage efter ankomst. Vi havde på det oprindelige togt aftalt at tage en samlet tur ud sammen, for at have et fælles projekt efter ankomst på landjord, som havde budt på en del opdelte aktiviteter. Det udmundede i en to dages kajak tur ud i det fri, langs klippekanter, frodig natur, små skjulte paradistrande, koralbelagt rev, turkisblåt vand i alskens farver. Vi havde lejede en masse telte med tilhørende camping kit, og lagde efter en begivenhedsrig kajaktur, velledt af top tourguide/ingeninør Emil, som med hård hånd førte os igennem tidevand under fuldmånetider, strøm, og smukke sites i den lokale natur til søs. Vi slog lejr på en lille privat strand i næsten ægte robinson cruise stil, med lille overdækket bål, bambushytter og rotter i hobetal imens vi nød en smuk solnedgang udover vandet. Vi fyrede afsted med drinks og chili con carne i ægte ’tin to go style’.

Efter hjemmefangst og tilbedredning af en lokal krabbe som gemte sig under jorden, storindsamling af døde koraler og ivrige forsøg på at åbne og spise kokosnødder, faldt gruppen til ro, nogle med bøger, andre med musik imens faklerne dansede omkring i mørket hvor rotterne kravlede i krogende. Til info kan det ikke lade sig gøre at fange en rotte med en pagaj!! Ikke helt i hvert i fald.

Trætte, men beriget af Palaus smukke omgivelser, ankom vi tilbage til endnu mere junkmad, hungrende efter afferskning og en seng langt væk fra puslende skygger.

Vi faldt om, blev vugget i søvn på Orbit, og sov godt ovenpå vores lille eventyr.

Så gik dagene ellers med at gennemlæse Orbits slidte bibliotek og solbade til den helt store guldmedalje. De mere aktive gaster fik dykket igennem for de sidste sparepenge. 

Togtet lakker hurtigt mod ende med vemod og tudekor, måtte vi tage kampen op mod Orbits kroniske nullermænd og påbegynde afmønstring. Et større rengøringsprojekt af HELE orbit, fra top til tå, nej prædikestol til bagperron. En aktiv og hårdt anlagt dag i solens tegn blev orbit på ny skinnende, smuk og  klar til en ny besætning og ræset kan gå i gang igen. Afregning af budget, afhentning af gas, genopfyldning af vand, vasketøj i rige mængder, skrubning af orbits flanker, polering af alle flader og søgelænder var blandt få dele af en større fællesmission.

Vi blev enige om at den sidste dag, som samlet togt skulle gå alene med at være sammen og fejre vores velafsluttet togt. Dagen startede med Rasmus’ shake and bake pandekager som blev indtaget i solen med masser peanutbutter jelly. Vi slappede af på Orbit indtil vi som samlet trop gik mod downtown Koror for at kaste os på hver vores massagebriks over en times massage af 6 kinesiske kvinder.

Afslutningsmiddag løb af stablen på Marina Vita Cafe, Øens fineste restaurant, ifølge os. Her blev især sat pris på bygningens MEGET japanske toiletfacilitter med varme i sædet og vand sprøjt i r*****. 

Vi spiste masser af lækker seafood, risotto og cheesecake, som lagde bunden for en aften der senere blev fulgt op på  den tyskejet Krammers ølbar, hvor Mys charme blev værdsat.

Nu sidder vi her, den sidste stund, omringet af hinanden, inden vi hver især dripler hjemover til det danske land bortset fra kaptajnen og Emil som fortsætter. 

Vi har lært hinanden utrolig godt at kende. Det at flytte ind sammen på ganske ganske lidt plads, gå klods op og ned af hinanden, sejle uden land i sigte, alt imens man kastes sammen, som i starten 6 totalt fremmed mennesker, og så nu, slutteligt sidde sammen omkring den sidste drink, takke af for en god tur og et fantastisk eventyr. Et eventyr vi er enige om  har rummet både udfordringer, grin, gråd og latter, enighed og uenighed (husk: it doesnt matter if you are black or white) – alt i alt; en sejlads der bare er fjong og som ingen ville havde været foruden. 

Udover et eventyr har vi også været vidne til et frisk socialt eksperiment som har krævet et åbent sind af hinanden, og af den grund vil vi fremover gerne refereres til som de omstillingsparate.

Vi takker af fra Palau og glæder os ikke til at komme hjem i sne og slud imens vi nu sidder her med virgin colada, milkeshakes og nachos i en bagende hed sol. 

Togt 1 anno 2016 has left the building… 

De kærligste hilsner fra

Stillehavet, Jonas, Rasmus, Emil, Lea, My og Line.

20.01.2016 Rejsebrev fra Chuuk til og med Lamotrek

Så stod vi der søndag morgen på den første dag i 2016, fire blege danskere og missede mod den hvidglødende Stillehavs sol, ud af de blændende solstråler trådte selveste Jack Sparrow, det eneste der manglede var perler i skægget.  Vi var ikke et øjeblik i tvivl om at her kom Orbits kaptajn gående i let bredsporet gang langsomt, som de indfødte.  Vi kørte den 3 km lange vej til hotellet, bumlende afsted de sidste to kilometer med vandpytter så store som tekopper, nej Rundetårn! Forenden af vejen stod en ironman så stærk og stolt og ventede energifyldt på de resterende blege gaster.  Vi spiste turens første sashimi og sejlede i dinghien ud mod havet. Her stod Orbit med en mast der knejsede så stolt og et skrog der vuggede blidt i stillehavsdønningerne. 

Vi proviantede og satte kurs stik vest 270 grader mod Lamotrek. Under grå regnvejrs himmel og på et gråt regnvejrs hav, sejlede vi endeligt fra Chuuk, efter et halvt døgns venten på immigration med stort ønske om tilladelse til at forlade land. Kort efter afgang faldt den første kommentar om korrekt sejlføring. Men alle diskussioner og drømme er jo hypotetiske, det ved vi nu!

Vagtrotation på vagtrotation,  under stjernehimmel eller bagende fuld sol, og med en gennemsnitsfart på 5 knob, kun få timers vindstille vejr, og så til sidst sejlede vi igennem passet mod første øde stillehavsø. Efter fire dage på åbent hav uden udsigt til land, så man i jubel, grædekor, i dans og fuld firspring, Orbits gaster sejle langsomt ind gennem ringrevet.

Vi sejlede ind i solnedgangen og besluttede at lade kaptajnen svømme alene i land, i en frisk crawl, mod øen for at orientere ældrerådet omkring vores ankomst og ønske om at besøge øen den førstkommende morgen.

Efter en asynkron padlen dagen efter, sejlede vi dinghien mod kysten, og gik i land på Lamotrek med armene fulde af notesbøger, skoleremedier og harpuner, hvor ældrerådet sad klar i et overdækket stråbelagt hus også kaldet ’mens house’.  Vi fandt hurtigt ud af at gæstfrihed, frisindethed og hjertevarme ikke var en mangelvare på øen, hvor I-landsproblematikker er en by i Rusland. 

I et lettere hårdt koralbelagt terræn gik vi en tur den halve ø rundt, og mødte kvinder med bare bryster, gamle damer som i et enkelt machettehug knapper en kokosnød op, børn der smiler og laver posende peacetegn,  mænd kun iført et løst bundet, klæde over de ædlere dele. Vi gik ikke mange skridt før vi både fik stukket kokosnødder i hænderne og tilbudt frokost privat hos de lokales familier. Det resulterede i at vi fandt os selv siddende i skrædderstilling under igen et stråbelagt halvtag ved siden af mother Mary og hendes barnebarn der serverede taroroots kogt i kokosmælk, fisk og bananer. Mad der ikke slæbte sig ud af en dåse var yderst kærkomment. Vi sluttede af med en "drinking cirkel", som bogstavligt talt gik ud på at sidde i en cirkel og indtage den eneste hjemmebryggede lokale alkohol, kaldet Tuba, en slags kokosvin. 

På den højhellige søndag, dagen efter, mødte vi kristne og trofaste op til morgen gudstjeneste efterfulgt af en dasedag på båden hvor der blev solet bagdele og bryster, bagt brød og banankage af de lokaleråvarer. Sidst nævnte som skulle medbringes til fællesspisning på øen senere samme aften. Vi mødte op til en stor omgang barbeque; taroroot i kokosmælk, sweet potato og en omgang grillet hund! Igen tog aftenen fart, omringet af en hel hær af ’Lamotrekkere’ – den ene klan som var fremmødt for at  invitere os alle på mad og drikke kokosvin i overdådige mængder, som resulterede i at selv præsten og den lokale rektor fik komplimenteret og skamrost til Orbits unge damer i en grad, der ikke kunne undgå at blive en anelse akavet over nadverbrødet i kirken dagen efter.  Vi blev enige om at se ham, som den beduggede onkel til familiefesten. Efter endnu en asynkron padlen og en halv flaske rom senere, faldt besætningen omkuld i Orbits lune køjer. 

Mandag morgen blev en travl dag på øen, hvor noget af besætningen besøgte den lokale skole, den lokale medicinske klinik med øens læge og chief, som pænt tog i mod og fortalte ivrigt om klinikkens daglige rutiner. Mandag skulle ligeledes vise sig at blive vores afskedsdag, hvor øen i al hemmelighed havde afviklet en større ceremoni i forbindelse med vores afrejse.

Kl 16 gik det løs. Vi ankom til Lamotrek i dinghien, padlende og i festligt tøj. Pigerne iført lavalava (den lokale nederdel) og drengene i bare solbrune mavser. Den ene klan havde lavet palme skørt og mundering som en anden hulahula pige, blomster kranse overalt, der var lokale gaver til alle gaster og en ærestale til kaptajnen. Gaverne var alt godt fra øens skatte kamre, alt fra lokale vævet skørter,  3 lokal vævet reb, 22 kokosnøder, 400 bananer i klase,  rodfrugter og overflod af papaya, seks grillet coconutcrabs, bananchips, sweet potato, rødder og frisklavet chips. Al den friske mad skabte stor glæde, alt der kunne give den daglige sammenkogte Orbit ret lidt kant var værdsat. 

Vi endte med at fylde en halv dinghi op med mad. I ledetråd blev der slået et større show up, hvor klanens mænd inklusiv Tarzan, stod på en lang række iført blomsterkanser, baststkørt, opmalet ansigter og dansede for os. Kvinderne fulgte trop med trætte bryster der flagerende i vilden sky i en dans i fuld vigør. Igen blev Orbits unge damer hevet frem klar til dans i forlængelse af damernes optog. Det endte med at hele besætningen blev bedt om at danse vores lokale dans i Danmark og efter en kort hypotetisk diskussion, blev det vurderet at ’en lille and med vinger’ måtte være den bedste lokale dans vi kunne improvisere og den blev modtaget med en større klapsalve end den sang/dans fra børnehaven har vakt i mange mange mange år. Nogen ville måske sige nogensinde! Klanen insisterede på en gentagelse af danse successen, og før vi så os om var hele besætning igen i gang med et fuldt vingesæt, en dansende rumpe og to rokkende fødder i højtråbende kor. De lokale hujede og piftede og det ville ingen ende tag.

Et overvæld af søde ord,  en fantastisk  åbenhed, en overdådig medmenneskelighed og med en varme selv den mest berejste sjæl sjældent har set, forlod besætningen Lamotrek; nogle rørte til tåre, andre grinende og alle med en dunst af mother Mary ”mormorparfume” og ordene ”WE LOOOOOVE YOU”. 

Vi spiste os tykke og mætte på båden i en større middagsplate ’to-go’ imens vi sad omringet af blomster, talte om dagens overvældende oplevelse, mættet for indtryk og rørte over at have fået den oplevelse med os videre på vores togt. Vi gjorde klar til at lægge kurs dagen efter, hvor kursen faldt på Sorol.

Sorol blev dog et kort visit, hvor vi efter fire dages sejlads måtte erkende at vejrforhold, lav dybde og dårlig sigte resulterede i erkendelsen af at øen Sorol måtte forblive et uudforsket syn i horisonten og stævnen blev i stedet vent mod Palau. Som den første og eneste egentlige falliterklæring i den tænkte rute , blev den lidt nedtrykte stemingen hurtigt vendt til et ren pandekagegilde, som endnu igen igen engang blev kastet ud af sidebenene fra vores yndlings Michelin kok Rasmus med særspeciale i dåsers brug såvel som placering. Omstillingsparate as ever! YOLO FTW.

Vi forsatte til søs på 4.dagen med udsigt til formentligt 3 dage mere på havs. Palau som næste stop. 

Massere af god vind, måske for meget god vind, blev genuaen tæmmet som en anden vildhingest. P for plenty, ikke for power!!

Stillethavet bød os på mange gode dage i fuld sol med frisk fanget fisk (hårdt kæmpet ombord, hvor pigerne som de eneste kom med i 1 meters klubben), tilmed sparsom søsyge og en let krængning til bagbord. 

Vi ankom til Palau et par dage før forventet, så bare fordi motoren er i stykker og storsejlet er flækket, kan man sagtens sejle ALT for stærkt. Så deeeeeet….

Vi erkender ærligt, at et eventyr er ikke noget man får serveret, det er noget man tager. Og vi har i den grad taget det! 

06.12.2015 Ant atol og sejladsen til Chuuk, rejsebrev af Jonas Skov

Rejsebrev af Jonas Skov
Vi ankom efter en dagssejlads fra Pohnpei til Ant Atoll, som er en lille atoll nær Pohnpei. Vi kastede anker et par hundrede meter ud for ”hovedøen”, hvor de 6 rangers som passer på øen holder til. De havde deres eget lille samfund, som bestod af nogle charmerende hytter lige ud til lagoonen, et par generatorer, solceller, lidt hunde, et par toiletter og utroligt nok, WiFi. Google havde været forbi atollen med et skib, og under deres besøg havde de installeret WiFi. Tænk at man kunne være online på en lille Stillehavs atoll, på hvad der nok har været togtets bedste WiFi.
Atollen er paradis på jord. Hovedøen har en størrelse, så man kan gå hele øen rundt inden for en overkommelig tidsramme og med de kridhvide sandstrande, ligner det noget som er taget direkte ud af reklamerne fra TV, som virkelig kan få en til at ønske sig væk fra iskolde Danmark og mod mere eksotiske himmelstrøg. Vi kan se hvordan atollen snor sig ud i horisonten, afbrudt af et par pas, indtil den til sidst bliver et rev.  I den modsatte ende af atollen, kan man se en lille Ø, hvor der er en masse fugle – mere om den senere. 

Dagene på Ant Atoll har stået på afslapning, dykning (indtil kompressoren stod af), snorkling (hvor vi har set en masse fede ting – bl.a. en eagleray på omtrent 2 meter i diameter, diverse hajer, fisk og rokker), afslapning i hængekøjer og svømmeture i land. Kun fantasien sætter grænser for hvad man kan få dagene til at gå med på sådan et fantastisk sted. 

Om aftenen har nogle stykker fra Orbit sovet i land. Der var blevet lejet en hytte derinde, hvor man kunne opholde sig om dagen og sove om natten. Før vi gik til køjs, stod det dog først på lidt jagt efter de enorme kokoskrabber (palmetyve), som efter mørkets frembrud nærmest invaderede øen – ja, man kunne faktisk ikke gå en tur uden at være ved at træde på dem. Flere af os havde set krabberne fra en BBC serie omkring livet i Stillehavet, men vi havde egentlig ikke forestillet os at se dem i virkeligheden. Første aften vi var i land, spurgte vi de lokale rangers, om de kunne hjælpe os med at finde nogle kokoskrabber og der gik ikke mere end et par minutter, så kom de med den første. Efter 10-15 minutter kom de med nogle af de helt store krabater, som de placerede på træerne, så vi kunne se deres benspænd for fuld udstrækning – hvilket dyr. Evolutionen har gjort sig en undtagelse og krabberne har udviklet sig til noget der virker fuldstændig unaturligt og noget som kunne være taget direkte ud af en Science-Fiction film. Efter vores jagt på store krabber, lavede vi også bål på stranden, under den helt absurd flotte stjernehimmel som Stillehavet kan tilbyde. Efter vores snobrød, som vi havde lavet, havde vi en god rum tid, hvor blikkende var rettet mod mælkevejen og en masse andre stjerner og stjernetegn. 

Dagene fløj afsted og det var virkelig en oplevelse at være et sted, SÅ fantastisk, helt alene. En af de sidste dage (ja, dagene flyder sammen når man har det godt, så det er lidt svært at skille ad), tog to af de lokale rangers os med ud til fugleøen. Vi sejlede i deres lille fiskerbåd, en tur som de mente ville tage 10 minutter, men som endte med at tage omkring en time, over til øen med de mange fugle. Fuglene på øen var de store havfugle, som vi også har stiftet bekendtskab med til søs (Kristian fik jo en ekstremt aggressiv fugl i hovedet på vores sejlads til Pohnpei, red.). Den kvalmende dunst af fuglenes efterladenskaber, gjorde sit indtog et par hunrede meter fra øen, da vi gik på revet grunden lavvande. Stedet var imponerende og det havde UNESCO også fundet ud af, så området er beskyttet. Vores lokale venner havde også et par sorte sække med for at samle skrald – der bliver passet godt på stedet. Vi gik en tur rundt om øen, tog billeder og vendte forholdsvis hurtigt tilbage til båden. Vi begyndte sejladsen tilbage til hovedøen og her fik vi os en oplevelse. Da vi er 2-3 km fra land går motoren ud, men de to rangers, som ser lettere forvirret ud, får åbnet for luftindtaget til benzinen, så vi kører igen. Vi sejler yderligere i 5 minutter og så står motoren helt af. Vi er løbet tør for benzin. Vi ofrer efterfølgende Jonas (kaptajn) til det blå dyb, fyldt med hajer og mange andre farlige dyr og han tager svømmeturen i land, iført snorkel og finner, for at hente vores egen Dinghy, så vi kan blive trukket det sidste stykke. Mens Jonas svømmer i land improviserer vi i den efterfølgende 1,5 time og begyndte så at padle med Charlottes svømmefødder, en gammel mælkekarton, en pagaj (juhu!) og et bambusrør. Det gik stille og roligt og situationen blev taget med et smil, selvom de højere magter havde besluttet at solen skulle være helt ustyrligt skarp.

Tiden på Ant Atoll var ved at være over og turen mod Chuuck Lagoon gik godt. Vi havde god vind i sejlende de første par dage og Kristian fik endelig fanget en fisk. Det blev til en stor Wahoo på 120 cm så der var aftensmad til de kommende par dage. Den sidste nat havde vi dog lige lidt for god vind og dramatisk situation var under opsejling, da vores storsejl valgte at gå fra hinanden. Alle mand kom på dæk og op i den hårde vind og heldigvis gik det rimelig smooth, lige bortset fra en enkelt stor bølge som valgte at knække ind over båden, mens vi havde et par mand på fordækket. Det gik godt og vi var glade for at vi kun var 5-6 timers sejlads fra Chuuck.

Vi ankom til Chuuck i går (mandag) og vejret viste sig igen fra sin hårde side. I løbet af få minutter gik det fra at blæse normalt til at være nogle voldsomt hårde vindstød. Først kom en lyd af at ankeret blev spændt ud og dernæst lyden at Morten som udbryder at kajakken er fløjet over bord. Den har simpelthen, på ren Kamikaze vis, løftet sig henover søgelænderet og kastet sig i døden. Vi fik hurtigt sendt et par stykker ud i vores Dinghy for at redde den, men på få øjeblikke var kajakken væk. Det var ikke forsvarligt at sejle længere ud i det vejr, men vi er glade for at der ikke skete menneskelig skade.
I dag bliver dagen brugt på kajen i Chuuck, hvor vi spændt venter på at regnen stopper, så folkene der skal indklarere os, får gang i lakridserne og kommer ud til båden, så vi endelig må gå i land – så kan eventyret på Chuuck med verdensklasse dykning, fuldstændig anderledes kultur og smuk natur rigtig begynde.

19.11.2015 Ophold på Pohnpei, rejsebrev af Kristian

Rejsebrev fra lørdag d.21.11.2015 til søndag d.29.11.2015

Efter vores 8 dages sejltur mellem Majuro og Pohnpei, er vi vel ankommet til verdens måske smukkeste ø Pohnpei. Vores indsejling blev lidt spændende da havnekontoret som vi har været i kontakt med, har oplyst at der kommer et lavtgående fly, som skal lande på landingsbanen som er placeret lige ved siden af indsejlingen. Men det hele gik som det skulle og vi nåede frem til havnen inden vores mast blev ramt af maskinen☺. Inde i havnen bliver vi velmodtaget af alle myndighederne som skal gennemgå alle vores papirer, de er meget venlige og der bliver ved med at komme folk ned som skal kontrollere deres område. Men efter en time er vi klar til at finde en plads til Orbit. 

Hvis jeg skal beskrive Pohnpei i få ord, skal det være: Meget venlige og hjælpsomme mennesker, ekstremt smuk natur (regnskov og mangroveskov over hele øen), og ikke mindst god mad!!☺

Efter at båden er blevet saltet af og klargjort til vores ophold, tager vi i land for at finde et velfortjent måltid efter vores lange sejltur. Efter en kort gåtur hvor vi alle går som om vi er halvfulde. Finder vi en hyggelig restaurant på toppen af bakken, som vi hurtigt kalder for tide table 2. Da det minder utroligt meget om vores stamsted på Majuro. Vi vælger at bruge 6 nætter på Pohnpei. Jonas Skall går i gang med at uddanne Nicoline, Charlotte og Jonas i deres Open water dykkeruddannelse.

Skal hilse fra Jonas og sige at de alle er vildt gode. Morten og jeg finder et lokalt dykkerfirma at dykke med den efterfølgende dag. Morten er lidt spændt på det hele, men det viser sig at den gamle på trods af sin fremskredne alder☺ er den fødte dykker. Vi har to fantastiske dyk.

Da vi kommer tilbage bliver vi taget til side af en af de lokale Divemasters som synes vi har betalt alt for meget for dyningen. Han tilbyder os at vi kan tage med ham i stedet, men det bliver som de lokale dykker. Vi takker ja, og dagen efter bliver vi hentet i en lille meget brugt jolle. De siger ikke så meget men sejler os ud til Manta Road, et dykker spot som er ca. 10km væk fra hvor Orbit er placeret. Morten og jeg prøver inden dykket at høre ang. lidt sikkerhedsinstrukser, men tror ikke rigtigt at de lokale bruger dette herude. Nåh Morten og jeg laver lige en hurtig plansnedig. Og ned det går! Det ender så med at blive verdens mest fantastiske dyk. For det første er vi de eneste der er derude, og for det andet er der ca. 6 Manta Rays der har lyst til at lege med os under hele dykket.

Nede ved havnen hvor vi ligger for anker, er der en lille sushi restaurant som laver den lækreste sushi, dog er det ikke alle der er lige begejstrede for denne spise. Men da vi er dernede møder vi en lokal, som har en stor bil hvor der er plads til hele Orbits besætning. Vi bliver hentet den efterfølgende dag og turen går mod Nan Madol, et meget specielt sted. En gammel by bestående af ca. 92 bygninger som er delvist dækket af vand ved højvande. Vi har vores lokale guide med som fortæller alt om stedet. Det bliver også til en svømmetur blandt de gamle bygninger. 

På vejen tilbage stopper vi ved vandfaldet nær Kepirohi. Vandfaldet er ca. 20 meter højt og ekstremt flot. Som næsten alle andre steder på øen har vi det for os selv, da turismen er meget lille på Pohnpei.

Sulten melder sig på turen tilbage og vi vælger at spise ved guidens restaurant som han ejer sammen med sin franske hustru, som laver verdens bedste pandekager skulle vi hilse og sige☺

Tiden på Pohnpei er ved at være slut og vi sejler mod Ant Atoll som er små 25 NM herfra. Turen går let og tager ca. 5 timer. Utrolig smuk sejllads med Pohnpei i ryggen og Ant Antoll lige fremme. Efter indsejlingen som gik lige efter bogen, ankommer vi til paradis på denne jord. Palmer, strande fra Lotto Reklamen og helt ro. Der er ikke andre end Orbit og dens besætning. Og de 6 rangers som er udstationeret herude for at passe på øens natur.

Jeg skal hilse fra hele besætningen og sige at vi nyder livet i fulde drag herude midt i stillehavet!!

22.11.2015 Sejladsen fra Majuro til Pohnpei

REJSEBREV, tredje uge 

Sejlads, Majuro - Pohnpei

Efter to uger i Majuro med utallige mekanikerbesøg og mindst lige så mange måltider på den lokale restaurant Tide Table var alle gaster mere end klar til at sætte sejl mod Pohnpei. Motorproblemerne var også ved at være af en størrelse, der var acceptabel at stikke til søs med; så det gjorde vi. Vi sejlede fra Majuro torsdag aften, tog en overnatning oppe ved passet, og sejlede ud af atollen tidligt næste morgen. Nu ventede en uges sejlads med vinden i ryggen! 

Det var fantastisk endelig at have sejlene oppe, sejle fra det rolige vand inde i atollen og ud i de store Stillehavsbølger, ud mod ukendte øer og atoller - ud på eventyr.

Der gik dog ikke mange timer, før to af gasterne blev ramt af søsyge. Dette viste sig at vare ved det meste af turen; men selv om otte døgns søsyge tærer på kroppen, fik det ikke lov til at ramme stemningen. Der blevet lavet måltider, der kunne få tildelt Michelinstjerner for deres kreativitet og udelukkende brug af dåsemad. Der blev skruet helt op for musikken og der blev brugt litervis af solcreme. Det var otte fantastiske dage på havet. Vi blev testet og prøvet af - fik dage med sol fra morgen til aften, fik hele dage med regn, fik en gennemblødt seng, fik alle siddet bag roret i over et døgn og så fik vi fanget togtets første fisk. Jonas Skov hev en 2 meter og 4 centimeter lang sejlfisk ombord og kom derfor i 2 meter-klubben; og så var det endda den første fisk, han nogensinde har fanget. Så vi fik med sikkerhed også spist vores portion af sejlfisk.

Lørdag morgen var der land i sigte. Pohnpei's bjergede landskab dukkede op i den tågede horisont, og efterhånden som vi sejlede nærmere, spottede vi vulkaner, kunne se den brusende brænding, hvor de flotte Stillehavsbølger, der havde båret os de 850 sømil, knækkede og blev enorme brusende surfbølger, der rullede hen over det lavere vand over koralrevet.

Efter at være blevet budt velkommen af Port Control begav vi os ind i det krævende pas. Og det kunne ikke være gået bedre. Med en mand i masten til at råbe "styrbord" og "bagbord", en mand til at råbe fart og alle andre på sine pladser, kunne vi glide gennem passet, mens vi alle fandt øjeblikke til at sende skjulte blikke op mod klipperne, de storslåede junglelandskaber, betragte vandet der ændrede farve fra dyb oceanblå til grønligt lagunevand og nyde at Orbit roligt og sikkert førte os ind i atollen.

På kajen stod flere mennesker og tog i mod os, og i løbet af kun halvanden time var vi blevet indklareret og kunne sejle mod ankerpladsen. Her kunne GPS'en dog ikke hjælpe os længere, den fortalte os, at vi sejlede rundt på land - vi besluttede derfor igen at sende en mand i masten, sænke farten og følge vejen de lokale pegende havde anvist.

GPS'en viste sig dog til dels at have ret, for  pludselig råbte Morten og Kristian højt og panisk: "STOP!" oppe fra masten, og inden vi andre nåede at registrere deres råben, mærkede vi Orbit ramme koralrev. Der blev ikke sagt det store. Vi kiggede på hinanden med store øjne og skæve smil fulde af ærefrygt og lettelse. Vi var ok, men selv samme morgen havde vi snakket om udsagnet om, at alle sejlere er gået på grund - og dem der siger andet er fulde af løgn. 

Det var ikke en slem grundstødning, og efter et minut eller to var vi bakket ud og havde igen vand under kølen. 

Vi vendte stævnen mod de søde lokale, så de på ny kunne udpege vores kurs. De var dog allerede på vej hen til os i deres godt brugte og halvt sunkne både, og vi blev eskorteret ud til ankerpladsen af to lokale både. Hvilken velkomst!

Og her er fantastisk. Vi ligger midt i et flot ringrev, med bjergsider beklædt med jungle, der går helt ned i vandet, et par naboer og en lækker restaurant et lille stykke oppe på bjerget tæt ved havnen. 

Vi kunne ikke bede om mere. Vi har endnu ikke været her et døgn, og vi har allerede fået ordnet båden, sat gummibåden i vandet, fået en god nats søvn og så har vi på to måltider formået at spise både pizza, hamburgers, tempura, nuggets, bananaplit, pandekager, arme riddere, æg og bacon og alt andet vi kunne finde på menukortet. Vi kunne ikke bede om mere.

I dag vil vi planlægge hvad vores dage her på Pohnpei skal indeholde, rengøre båden - og så vil vi spise lidt mere mad.

13.11.2015 Ankomst og ophold på Majuro, rejsebrev af Morten

Det er det første man lægger mærke til: lyden af Stillehavets kæmpe dønninger, der hamrer mod koralhavet med tunge, dybe drøn. Denne buldren høres overalt på Majuro, der kun løfter sig få meter over havets overflade og med kokospalmer som de absolut højeste punkter. Atollen består af småøer, der ligger postkortskønt i en cirkel om den stille lagune. De største øer er beboet, og på hovedøen er der endda på næsten overnaturlige vis blevet plads til en lufthavn og en lille by, der har klemt sig ned på øen og breder sig helt ud til vandkanten som en teenager i for småt tøj.

Gasterne Kristian og Morten påmønstrer som de første. Charlotte, Nicoline og Jonas (Skov) følger et par dage senere. Vi mødes med skipper Jonas (Skall), fulde af forventninger og drømme om det store eventyr med udforskningen af det store hav og øer, som kun kan nås med et sejlskib. De praktiske udfordringer går hurtigt op for, og minder os om at det ikke er for sjov at vi har vores rygsække fulde af oliefiltre, slanger, rensemidler og andre dimser. Orbits motor virker ikke, og båden har ligget stille ved fortøjningsbøjen i Majuro i over to måneder. Den lokale mekaniker, som vi hurtigt døber "kineseren", fordi han er kineser og ingen kan forstå eller udtale hans egentlige navn, arbejder næsten dagligt på at få motoren igang. I løbet af få dage er sætninger såsom "diesel i smørreolien", "timing af injektorpumpe", "o-ringe" og "helikopterbrændstof i tanken" blevet en del af de fleste samtaler på Orbit og har, til alles frustration, fortrængt snakken om eventyr. Spørgsmålet er om vi overhovedet kommer ud at sejle? Langsomt mister vi troen på at "den nok virker i morgen". En temmelig hård start på togtet.

Vi forsøger at fortrænge uvisheden ved at udforske Majuro. Havets buldren og skaderne på bebyggelserne i den yderste vandkant minder om at her er det naturen der bestemmer. Cafeejeren på havnen fortæller om at stormene og vandstigninger forekommer hyppigere og voldsommere. Det forklares med klimaforandringer. De lokale politikere har allieret sig med andre lavtliggende østater og forbereder deres lobbyprogram forud for klimatopmødet i Paris. På offentlige kontorer reklamerer den lokale regering for deres klima- og energiprogram, selvom alle ved at problemerne kræver global handling, og at den lokale indsats isoleret set er nytteløs. Måske er det forklaringen på at det lokale samfund virker som om at det mere eller mindre er gået i dvale i en tilstand af afmagt og apati.

Trafikken på Majuros eneste vej, der løber på langs af øens udbredelse, snegler sig afsted i gåtempo og får næsten hastighedsbegrænsningen på 25 mph til at virke overflødig. Uden for politistationen hænger betjentene ud i skyggen og betragter passivt livets gang på øen: Uniformerede børn på vej til og fra skole. Grupper af unge, der spiller basketball foran det lokale mini-College. Småhandlende foran deres butikker. Alt går langsomt og med en ophøjet ro. Her høres ingen dytten, skænderier eller grædende børn.

Majuro's trykte avis udkommer en gang om ugen og reflekterer det som er vigtigt her. Stort som småt. Klimaforandringer, et forsøg med nye japanske elbiler (mærkeligt som alle mennesker er fascineret af biler, selv i et samfund med få kilometer vej), en lokal teenager har begået indbrud, osv. Og så er der sundhedspolitikken. Spøgelset fra USA's prøvesprænginger på Marshalløerne er her endnu og viser sit ansigt med angst for stråleskader (cancer). Den lokale guvernør taler med indignation om hvordan USA og verdenssamfundet ignorerede hans befolknings menneskerettigheder med prøvesprænginger på Bikiniatollen under den kolde krig og idag ved at forårsage klimaforandringer, der får hans øer til at synke. Kritikken er relativt afdæmpet. Marshalløerne er fuldstændig afhængig af støtte fra USA og de lejeindtægter som øerne får ved at udleje Kwajeleinatollen til USA, der benytter den som verdens nok største skydeskive i deres interkontinentale raketprogram.

Som altid går kvinderne forrest med konkrete handlinger. Vi overværer en lokal fiskekonkurrence kun for kvinder. Overskuddet fra fangsten og ølsalget på havnen går til en brystcancerkampagne. Et festligt syn at se joller fyldt med tykke damer i den lyserøde kampagne t-shirt lande deres fangst af koralfisk fra lagunen.

Kristian og Morten får også sat gang i kajakroningen. Morten har tydeligvis undervurderet styrken i hans kontorkrop og knækker to pagajer under rulleøvelserne som var de tændstikker. Ærgeligt da det ikke er sådan lige at få fat i nogle nye her på Majuro. Resten af besætningen tager det pænt (eller er det overbærenhed?).

Charlotte, Nicoline og Skov kommer igang med Open Water dykkertræning og når at afslutte "confined water". De tre andre tager tre dyk nær Orbit, men dropper mere dykning her. Vandet, koraller og fiskebestanden bærer for tydeligt præg af Majuro ikke er begunstiget med renseanlæg og affaldsbehandling.

Om aftenen hænger vi ud på den lokale bar og restaurant, Tide Table. Her møder vi også de amerikanske helikopterpiloter. De arbejder på de taiwanesiske tunfiskerbåde. Fra deres helikoptere spotter de tunflokkende og hjælper endda med at jage fiskene ind i de kæmpe net. Et farligt job for piloterne og en ulige kamp for fiskene. Pludseligt forstå man hvordan det kan lade sig gøre at tømme havet for fisk.

Frustrationerne over motorproblemerne vokser. Vi holder et telefonmøde med Ken for at diskutere mulighederne. Efter lange overvejelser besluttes det at lette anker og sætte kursen mod Pohnpei. Motoren er stadig ikke i top men kan køre et par timer ad gangen når vi skal ud og ind af passagerne i koralrevene. Men den kan ikke klare at hjælpe os ved vindstille og modvind, så vi bliver fuldstændig afhængige af vinden.

Stemningen letter betragteligt på båden nu da vi har udsigt til at komme afsted og få et par kilometer vand under kølen. Endelig er ventetiden på Majuro ovre og vi kan for alvor komme igang med eventyret. Fredag den 13. letter vi anker fra lagunen, og mens de første solstråler fortrænger stjernerne fra himlen glider vi ud gennem passagen i atollen og møder for første gang de store, tunge stillehavsbølger, som vi indtil nu kun har lyttet til fra atollens stille vand.

Morten