lørdag den 1. december 2012

25.11.12 - Caroline's rejsebrev


Solen er så småt ved at gå ned bag endnu en frodig ø i stillehavets glimtende bølger. Med denne flotte udsigt som ramme er det med et smil på læben, at jeg kan se tilbage på en uge fyldt med store oplevelser. 
Vi startede ugen med at kæmpe os gennem mudderbad, strand og jungle i timevis med det formål at få et glimt af en kæmpe stor havskildpadde af arten leatherbacks. Da det endelig midt om natten lykkedes os at finde en kæmpe stor skildpadde i færd med at lægge æg på stranden, var det alle udfordringerne værd. En helt vild oplevelse, som i virkeligheden har været meget kendetegnende for ugen generelt. Vi har gennemgået en del udfordringer, men har hver gang nået vores mål, hvilket har gjort, at det var det hele værd og mere til. 
Vi har udover leatherbacks også set store flokke af delfiner, som har leget i nærheden af båden, vi har oplevet fantastisk flot natur, og vi har mødt en masse søde og imødekommende mennesker både i byen, men også i de små øfællesskaber. Hver gang vi møder nye mennesker, slår det mig, hvor søde og rare de er. Alle er virkelig gæstfri og vil hellere end gerne hjælpe os med fx at give en hånd med, når poserne skal bæres ud af supermarkedet eller med at give os et praj om, i hvilken retning vi skal gå. Vi er endda blevet inviteret hjem til cola af en nysgerrig og yderst venlig indonesisk dame. Generelt er vi blevet modtaget med åbne arme og nysgerrige blikke overalt i tillæg til et "hallo mister!" også selvom man er pige...
Ugen har vi rundet af sammen med et af havets helt fantastiske dyr: hvalhajen. Det er verdens største og måske mest ufarlige haj, hvilket har gjort, at vi kan komme helt tæt på. Det er en helt unik oplevelse at kunne svømme side om side og overvåge fodringen af en kæmpe hvalhaj. 
Ugen, hvor vi startede ud med at se en kæmpe stor leatherback turtle lægge æg i sandet, har vi nu rundet af i selskab med en af havets helt store herrer. Med andre ord: denne uge vil bestemt ikke gå i glemmebogen, for når man først har været vidne til så store oplevelser, er det okay at gennemgå forskellige strabadser såsom besværlige myndigheder og søsyge. Når ugen er gået, er dette nemlig som bagateller skubbet i baggrunden. Det der i stedet vil stå tilbage, som mindet for denne nu næsten overståede uge, er oplevelser, som for de fleste af os vil blive beskrevet som once in a lifetime i al tid fremover.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar