fredag den 23. august 2013

19.08.13 - Lottes rejsebrev: Wallis

Tidligt om morgenen d. 13. august dukkede Wallis op i horisonten efter fire døgns sejlads fra Tuvalu. Solen skinnede, himlen og havet konkurrerede om at have den mest intense blå farve og humøret ombord var højt. Der er noget helt særligt over at øjne land efter en lang sejlads, en følelse som bare ikke kan opnås ved at nå en destination via fly. Man glæder sig til at sætte fod på landjorden, glæder sig til at få et bad, til at sove i en køje som ikke hælder og til at udforske udvalget af friske fødevarer – måske ikke så anderledes fra en flyrejse endda, men det hele forstærkes af rejsens varighed og de fysiske forhold, vi lever under her på Orbit.
Forventningerne til Wallis var høje, for Wallis er fransk territorium, og vi havde en klar forestilling om at ville kunne se franskmændenes kulinariske overlegenhed afspejlet i udvalget af varer i supermarkederne. Samtidig havde vi læst os til, at der blev dyrket både ananas og citrusfrugter, som vi hidtil kun har kunnet finde i importerede varianter. Vi fik ret i det første, men en cyklon havde tilbage i december slået bunden ud af vores drømme om bjerge af frisk, lokal frugt. Til gengæld fangede Kira en kæmpestor Wahoo, kort før vi skulle begynde indsejlingen og da en stor flok delfiner samtidig sørgede for at agere munter velkomstkomite, var vi alle enige om, at Wallis tegnede til at blive et fint bekendtskab.
Og vi fik ret. Da vi en uges tid senere gjorde klar til at vinke farvel til denne lille, grønne perle midt i oceanet, var det således med en hel bunke gode oplevelser i bagagen. Vel at mærke med hensyn til både natur, kultur, mennesker og mad. Hvad mere kan man ønske sig?


Jeg trængte til eventyr på landjorden og havde sat mig i hovedet, at jeg gerne ville finde Lalolalo, en cirkulrund kratersø med grønt vand og stejle vægge, som topper listen over must sees på Wallis. Kira og Simon var lette at lokke med og sammen begav vi os af sted til fods. Wallis er ikke ret stor, og de fleste afstande virker derfor umiddelbart ret overkommelige, men det eneste kort vi havde til rådighed var temmelig mangelfuldt og derfor skulle der efter en times vandring i bagende sol ikke mange overvejelser til for at takke ja til et tilbud om et lift fra en forbipasserende bilist. Vores chauffør var en ældre herre, som insisterede på at forære os en rundtur – mit franske er ikke fantastisk, men jeg kan gøre mig nogenlunde forståelig og kan i hvert fald godt genkende ordene for 'min gave til jer' - så vi takkede ja og fik ikke blot set den fabelagtigt smukke Lalolalo, men også to andre søer, Lanutavake og Kikila, et par rigtig fine kirker, samt en katedral på sydspidsen af øen, som er ved at blive genopbygget efter cyklonens hærgen. Til sidst blev vi kørt hele vejen tilbage til hovedstaden Mata Utu, hvor Orbit lå for svaj. Det blev en noget anderledes dag, end vi havde regnet med, men det er jo hele pointen med at tage på eventyr; at man ikke kan forudsige det hele og at man får set nogle ting, man ikke havde regnet med at se.

Wallis er romersk-katolsk, hvilket især afspejles i en absurd mængde kirker og katedraler, som udseendemæssigt ville passe bedre til Normandiet end til en tropeø i Stillehavet. Geografisk befinder vi os i Melanesien, men befolkningen består af polynesere. De er blevet omvendt til katolicismen, og er meget konservativt troende på et stadie, som kan sammenlignes med Frankrig for hundrede år siden, men har samtidig krydret de kirkelige ritualer med lokal folklore og gamle traditioner. Således bliver Assumption fejret ikke blot med en højmesse om morgenen, men også med optog og opvisninger i traditionel dans fra de tre høvdinges regioner, samt offergaver til kongen fra samtlige landsbyer. Disse gaver består i en ufattelig mængde slagtede grise, som sammen med taro og yams udstilles på plænen foran kongens hus. Dette er pr. tradition mændenes bidrag, mens kvinderne kommer med store ruller tapa, der er en slags måtter, som møjsommeligt fremstilles af bark og derefter dekoreres med plantesaft sirlige mønstre.



Når kongen har taget imod alle de overdådige gaver, byder traditionen, at han giver alle gaverne tilbage til folket. Således køres grisene en efter en væk igen og hjem til de enkelte landsbyer, hvor de tilberedes til aftenens fælles måltid. I løbet af dagen har alle til gengæld kunnet spise så meget de måtte lyste af en stor buffet, der er tilberedt af en enkelt af landsbyerne, et hverv som går på skift fra år til år. Således fik Simon og jeg også ædt os en pukkel til i et pudsigt mix af lokale retter og fransk bagværk. Når vi ikke lige kiggede på døde grise, dansende polynesere og bjerge af mad, gjorde vi afstikkere hjem til Miren og hendes vaskemaskine. Miren havde Mathias og Simon fået støvet op efter en hel aftens jagt efter et sted at vaske tøj, og denne søde, midaldrende skolelærerinde havde lovet, at vi kunne få lov at ordne det hjemme hos hende. Den slags chancer er man nødt til at gribe, når man ikke selv har vaskemaskine, og i løbet af dette togt har vi haft adskillige interessante hændelser i forbindelse med tøjvask – men ingen dog så fyldt med bonusoplevelser som denne. For når vi ikke lige var til folkefest og ikke lige vaskede tøj, var vi på sightseeing med Miren, der var lykkelig for at have selskab og nød at kunne vise os den ø, hun har boet og arbejdet på de sidste fire år. Hendes familie har ikke råd til at besøge hende, så hun insisterede på at det var ren win-win at kunne få lov at være vores guide for en dag samtidig med at vi fik hjælp til snavsetøjet. Sammen besteg vi Wallis' højeste 'bjerg', Mt. Lulu, på hele 145m, og senere tog hun os med til landsbyerne Vailala og Vaiputu på nordspidsen af øen. I Vaiputu ligger St. Paul & St. Peter kirken, og Miren vidste tilfældigvis lige hvilken dør, der stod ulåst, så vi kunne snige os ind i kirken og kravle helt op øverst i klokketårnet for at nyde udsigten og få håret blæst igennem. Igen en oplevelse, som intet ordinært rejsebureau kan tilbyde.


Efter disse to oplevelsesrige dage provianterede vi en omgang franske delikatesser (bl.a. ordentlig ost, jubiiiii!) sejlede vi sydpå og kastede anker ved en ubeboet ø, Nukuaeta, hvor vi fik fornøjelsen af både formidabel snorkling, friske kokosnødder (plukket af Elin, som adræt som en abe gjorde de lokale klatrekunsten efter) og en dag med så massiv regn, at vi kunne fylde alle tanke og dunke med drikkevand for første gang i lang tid. Siden Kosrae har vi kun gæstet atoller, som med deres pandekagetopografi ikke byder på mange chancer for regn, så vi har været nødsaget til at måtte skaffe ferskvand fra land flere gange – men nu flød de pureste dråber direkte fra himlen og ned i vores slunkne tanke, så selvom en hel dag med regn måske kan synes som en kedelig ting, var regnen i den grad velkommen. Og regn er jo heller ingen hindring for, at vi kan ro i kajak og snorkle, så selvom vi snuppede os en langsom morgen og formiddag med bøger og film (og for nogles vedkommende bare en hel masse søvn), endte det alligevel med at de fleste af os havde været i eller på vandet inden dagen var omme. Dagen efter havde vi vores eneste dyk på Wallis, i det sydlige pas ved indgående tidevand – og sikke en fest! Strømdyk er som regel sjove i sig selv, og vi fik dertil selskab af både en gigantisk stime Bigeyed Jacks, et par Ørnerokker, adskillige kæmpestore Groupers og masser af farvestrålende revfisk. Det dyk kommer ret højt på listen over undervandsfavoritter på dette togt.


Vejrudsigten bød os at tage af sted fra Wallis en dag tidligere end beregnet for at vi kunne få de mest gunstige betingelser på vores sejlads til Samoa, men selvom det således endte med at blive en ret kort visit, var det en rigtig god en af slagsen. Wallis ligger langt fra alting og er ikke en klassisk feriedestination, så jeg tror ikke umiddelbart, at jeg nogensinde kommer tilbage – men jeg er glad for, at jeg har været der.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar