2014.08.03 - Rejsebrev for Maupihaa, af Jens

Rejsebrev 28/7 til 3/8

Endnu en uge er gået med lynets hast i fantastiske Fransk Polynesien, nærmere bestemt Maupihaa. Olivia er godt på vej imod at være certificeret dykker, hvilket har betydet at Jonas og jeg, har påbegyndt vores færd mod vores mål som Divemasters. Masser af læsning af teori ombord på Orbit og i vandet en forståelse af de skills som Ken viser Olivia, mens vi observerer de forskellige trin. Det giver et nyt aspekt i dykningen, som hidtil, for vores vedkommende, bare har været fundives og ”hovedløst” følge en dykkerleder. Og som i fremtiden kommer til at give mere selvtillid og overskud under vandet, så vi også kan vise andre det fantastiske dykning som Stillehavet kan byde på. Desværre har dykningen været i stilstand de seneste par dage pga. ændringer i vinden, så Olivia som ellers er noget til sit 3. Open Water dyk må være tålmodig.

Derudover er vi alle kommet i gang med vores kajakundervisning. Jonas har haft en basis session med nybagte kajakinstruktør Lars, Charlotte har hurtigt mestret at rulle og Olivia, som har kajakerfaring hjemmefra, har også taget hul på rulningen. Selv begyndte jeg med en 2-timers undervisning på Fakarava syd og dertil har Jonas og jeg haft en 6 sømils kajaksejlads til den sydlige pynt af atollen. Den kommende kaptajn og jeg (sønnike), kom jo til Tahiti d. 1. juli og havde en uge på Tahiti med servicering af båden, så vi lærte alle afkroge af den eventyrrige båd, derefter sejlede vi (Ken, Anne Sofie, Lars og jeg) til atollen Fakarava, hvor vi havde lige godt en uge med fantastisk dykning.

Anne Sofie og Olivia var også en tur i land for at rekognoscere og møde lokalbefolkning. Det blev til 11 ud af øens 18 beboere. Her blev det bekræftet at i hvert fald én pukkelhval, var blevet set syd for atollen, muligvis med en kalv eller en på vej. Desuden blev det til et kokosbrød, 3-4 fisk og en trillebørfuld kokosnødder. Beundringsværdigt hvor udadvendte og gæstfri isolerede øboer som disse kan være!

Som sidste uges rejsebrev nævnte, var en af årsagerne for vores sejlads hertil, de majestætiske pukkelhvaler. Så for at gøre en tur ud af det, pakkede vi dinghyen med dykkergrej til 3, snorkelgrej til alle (plus harpun, forklaring følger) og sejlede ud til yderrevet. Allerede 5-10 minutter efter exit fra passet spottede vi det første tegn på noget, der kunne være en hval. Vores værd hos Poseidon og resten af havguderne fejler i hvert fald ingenting, for selvfølgelig var det en pukkelhval med dens lille kalv! Hvor heldig kan man være! 


Herpå gik jagten ind, så vi kunne komme så tæt som muligt, inden vi dumpede i vandet for at få et kig på de imponerende bæster. Det viste sig at være mere kompliceret end man skulle tro, da mor-hval var meget overbeskyttende for sin lille nyfødte. Så det blev en hvalsafari med udkig efter blåst, ”spor” i vandet og megen racen rundt i dinghyen, med adskillige gange op og ned. Nogle kom helt tæt på i vandet og fik endda video, som dokumenterede fundet. Andre var knapt så heldige og så blot en silhuet i det fjerne. Den tidligere elitesvømmer Jonas fik baghjul af ivrige Olivia, som ville så tæt på som muligt. Dette optog hurtigt flere timer og talrige liter benzin, det diskuteres stadig hvor mange hvaler vi egentligt var på jagt efter, muligvis 2 par, bestående af mor og kalv. Herefter tog vi ind på revet, smed anker og 3 dykkere hoppede i vandet for at udforske, mens vi andre gik på harpun-jagt. Mit første skud med en harpun nogensinde, ramte plet og der var Yellow-spotted Trevally til forret på menuen om aftenen (lidt stolt over mit kill og lykkelig over besætningens hav- og fiskekarma). En begivenhedsrig dag!

Ellers har den foregående uge medbragt en masse hygge på båden, med filmaftener, kort- og tegningspil (pas på Anne Sofie, en haj til Meyer) og ellers en masse god mad og generelt et godt fællesskab mellem gasterne.

I morgen går turen tilbage mod Tahiti, hvor Ken og Anne Sofie afmønstrer deres årslange eventyr og vores lille besætning af 5, med Lars som kaptajn, fortsætter vores Stillehavsdrøm længere østpå. Muligvis får vi et kort stop på Moorea, hvor dykkercertifikater kan færdiggøres og rulning yderligere øves, mens Ken stadig kan assistere. Vemodigt at skulle sige farvel til de to rare mennesker, men fortrøstningsfuldt at det blot er på gensyn!

Stillehavshilsner fra Ken, Anne Sofie, Jonas, Olivia, Charlotte, Lars og Jens