2014.10.05 - Med Kurs mod Marquesas, rejsebrev af Trine

Med kurs mod Marquesas

Rejsebrev, 28. september til 05. oktober

Tilbage i Fakarava Nord, var der fuld fokus på at få provianteret fersk mad og vand til den forestående langdistance-sejlads. Mandag den 29. september, blev dagen hvor vi tog afsked med Fakarava og Tuamoto-øerne, og satte kurs mod Nuku Hiva i Marquesas-øerne. Mellem os og den, lå en moden sejlads, skudt til minimum fem - seks dage. Trods den begrænsede sejlererfaring hos undertegnede og mine ankomstkompagnoner Kristine og Kim, samt gyserhistorier om frisk søgang på flere af de seneste sejladser, var det dog ikke noget der gav anledning til søvnløse nætter. Alligevel var det vist en meget spændt besætning, både gaster og kaptajn, der lagde sig til at sove søndag aften, en dag der også havde syntes præget af en helt speciel og meget stille stemning ombord, undervejs i de mange forberedelser der hører sig til. Med dykningen i højsædet, blev der søndag morgen også tid til, at Jonas og Kim tog ud og deltog i et dyk på det ydre rev, med dykkercentret. Det var to meget begejstrede drenge vi fik hjem på skibet igen, da de havde tilbragt den seneste times tid i elegant selskab med en fuldvoksen manta ray, der førte sig frem og lagde ruten lige ind imellem de to drenge, der til sammenligning havde knap halv størrelse.

 

Vi forlod Fakarava 12:08, cirka, igennem Nord-passet og sejlede herfra parallelt tilbage forbi, så det næsten var svært at tro på at vi nu også flyttede os. Der gik heller ikke længe før Olivia og jeg, måtte smide håndklædet i ringen, mod døsigheden fra den første og eneste søsygetablet, så det var en meget mild start.

Vagtskemaet for ror-vagterne var lagt sådan at vi seks gaster var parret up to og to, og så kørte vi to-timers vagter om dagen og fire-timers vagter om natten (18 - 06 på disse breddegrader), som jeg tilbragte i trygt og godt, mere erfarent selskab, med først Olivia og dernæst Jens. Det gav os alle omtrent 20 timers intensiv sejlererfaring i baggagen, og jeg vil derfor gå så vidt som at sige at vi alle er rykket op. Vi blev kastet direkte ud i det, og måtte kæmpe med ordren ´ at sejle så tæt til vinden som muligt`, fremfor det noget lettere, at sejle efter kurs alene. Det var som så meget andet ombord, en sjov og spændende udfordring, som alle tog godt imod, til glæde for Lars, som fik plejet sit forhold med kaptajnskahytten.

Heldigvis var rælingen fri for syge hunde undervejs, så alle og selv Kim der ellers måtte kæmpe mest med overtalelsesevnerne til maven, fik nydt godt af den friske luft. Jeg var dog godt overrasket over hvor mange timer, man sagtens kan tilbringe med lukkede øjne i en skibskøje, på et døgn. Samme skepsis havde jeg til de små madmængder der var blevet estimeret, men måtte også her sande at en dagsration på en noget nedskaleret skål havregryn, to lakridser, tre chokoladekiks og et par knækbrød med det der lå forrest, ofte var alt jeg havde brug for. Et enkelt gastronomisk indslag med dagsgammel pasta og bearnaise-sovs, fik dog brudt rutinen, ikke dårligt.

Selv må jeg indrømme at det ku være surt at blive vækket 01:45 for, i kahyttens lumre hede, at kæmpe sig i uldundertøj og regntøj, og samtidig kæmpe for ikke at minde maven om at vi krænger 40 grader mod bagbord og af og til får et godt skub frem og tilbage der kan sætte selv den bedste ud af kurs. Til gengæld var der, heller ikke her, en finger at sætte på udsigten, som med en 360-graders havudsigt ikke kan tænkes bedre! Benene på nakken og se at komme op. Hver og en af de mange vagter bød udover vand, og lidt mere vand, på nye syn, som himlens natlampe månen, flere stjerneskud end der ku tælles, fantastiske sol op- og nedgange, fugle langt fra hjem der længes efter et hvil og flyvefisk i lange hop. Jeg så morild for første gang i mit liv og blev svært imponeret over det sjove fænomen, hvor bevægelser i vandet, får en bestemt plankton i vandet her, til at lyse op som bitte små ildfisk i bølgerne omkring skibet.

Dagene gik, og tog som oftest den ene time efter den anden med en unaturlig fart, med stor tak til det gode humør og selskab, og Kristines ordlege, der blandt andre vigtige ting har lært Jonas betydningen af et sammensat ord. Vagtplanen ruller og folk kommer og går, jeg levede dagene i cockpittet oppe i luften med blæst om ørerne, sol og varme, en fantastisk kaptajnstol og plads, endda til at læse, men ofte sidder man bare, snakker og kigger ud i horisonten. Jeg fandt en tydelig ro over at være på vandet uden at kunne se land, men det var såmænd stadig svært at begribe at man befinder sig midt i Stillehavet. Det artede sig virkelig godt havet, uden slemme dønninger. Også vinden var for det meste med os, og rettede ind efter Lars´ fornemmelser, så vi flere gange var oppe og bevæge os med en hastighed på knap 7 knob (13 km/t). 

Allerede da solen brød frem lørdag, var der land i sigte for Olivia og Kim der havde morgenvagten, og som sejlede os langs øen Ua Pou, og spottede et svagt omrids af Nuku Hiva lige fremme. Lars fik denne morgen Kristine og jeg til at slå øjnene hurtigt op, og på tre sekunder stå ude på dækket, hvor der ventede os alle den mest fantastiske velkomst til Marquesas, da en flok på omkring ti delfiner, i lang tid sprang omkring stævnen og siderne af skibet. Så var den dag reddet, det var meget fint. Tidligt fik vi også sænket fiskesnørrene i vandet, og heldet var med os. Det var Kim der havde æren, og med vold og magt måtte kæmpe bravt for at hive, hvad der ellers var anledning til noget spekulation, ind mod skibet (Sådan cirka, hellere lyve end være kedelig, ikk' Kim). Kampen blegnede dog lidt overfor den følgende times arbejde med selv at skulle filetere fisken, direkte på det krængende dæk. Særligt af en fyr der ikke spiser fisk, var det en imponerende forestilling med den i alt 120 cm. lange flotte Wahoo, tillykke. 

12:08, cirka, sejlede vi ind til ankringspladsen i den sydøstvendte Taiohae bay, hovedbyen på øen. Det var en taknemmelig besætning der takket være Lars´ rigtige beslutninger om kurs, fart og sejl, således var fremme godt præcist fem døgn og 582 sømil (1078 km.) efter afgang. Pizza blev til al skuffelse dog ikke hvad der ventede os, da den lokale ejer på tragi(komisk) vis blev lagt i jorden selv samme dag. Så vi måtte nøjes med steak samt en god overdosis internet, til at samle kræfter, som vi resten af lørdagen brugte på at få overstået alle tjanserne ombord, herunder afsaltning af dækket, dinghyer og kajakker der skal sures op og ligges tilbage overbord og en svedig men trængende kahyt-hovedrengøring. Søndag blev brugt på afslapning, mindre indkøb til det heltomme køleskab, og med at få sat et par aftaler i hus omkring udforskning af øen, der som den yngste af øgrupperne i Fransk Polynesien, fremstår radikalt modsat af Tuamoto, med højtragende vulkanske bjerge og kratere, frodigt og mørkere på farveskalaen. Aftenen stod i fiskens tegn, hvor vi nød den første halvdel, yderst lækre, grillede wahoo!

Sejladsen har været en stor oplevelse, som jeg med alt hvad det indebar samlet set, af både eventyrlige og knap så romantiske oplevelser, er rigtig glad for at kunne tage med mig videre. Og det er jeg egentlig sikker på at alle herude vil være enige i. Vi har det godt. 

Stillehavshilsner fra Trine