2015.02.08 Eventyret er derude - Rejsebrev af Nicklas

Eventyret er derude

Efter godt en måned på Nuku Hiva er det blevet tid til et skift af sceneriet. Et lille ø-hop til den lidt mindre ø Ua Pou, cirka 6 timers sejlads stik syd for Nuku Hiva, hvor vi skal fortsætte vores eventyr.

Dette blev vores første rigtige sejlads på åbent hav, og turen hvor jeg måtte erkende at mine ”sø-ben” ikke var helt så stærke, som jeg havde håbet og troet på. Vi fik hurtigt sat sejl, trukket liner til fiskestængerne og sat kursen mod Ua Pou. Kort tid efter ramte vi lidt frisk søgang, og jeg måtte stille og roligt indse at søsygen havde fået taget på mig. Det resulterede i et par timer på agter platformen i knæ, og i et ikke særlig snaksagligt humør. Da vi var ved at nå vores destination begyndte søsygen at aftage, og jeg kunne sammen med resten af besætningen nyde Ua Pou’s fantastisk flotte klippeformationer skyde op fra det mørkeblå hav. Marquesas øgruppen har uden tvivl nogle af de flotteste vulkanske formationer, og frodige landskaber jeg nogen sinde har set, og den uberørte natur gør, at man nemt leder tankerne hen på filmen Jurassic Park. 

På Ua Pou var det tid til at fortsætte eventyret med masser af spændende dykning, udforske øen og i bund og grund bare nyde de tropiske omgivelser og hinandens selskab. Vores følgebåd Havana, med skipper Emil og 1. Styrmand Anders, lå stadig på hjul og klar med godt humør og røverhistorier fra de 7 verdenshave. Kort tid efter vi havde kastet anker åbnede baren på Havana, så vi alle kunne nyde en kold Hinano(den lokale øl) i solnedgangen.

 Skipper Emil havde fødselsdag under vores ophold på Ua Pou, og det skulle naturligvis fejres, så vi blev alle inviteret til fødselsdagsfest på Havana den efterfølgende dag, med dresscoden ”Maritimt – med en snært af lummerhed”. Så det var med højt humør og meget kreative påklædninger/udklædninger, vi begav os mod Havana for at feste og fejre Emil. Vi fik spist noget super lækkert mad efterfulgt af lege, god musik, dans på bommen og rigelige mængder af øl og/eller Gin, og/eller Rom og/eller Whisky ☺ Aftenens favorit sang(der nærmest blev spillet på repeat) var den netop downloadede ”Cheerleader”, der efter sigende skulle være et stort hit i den civiliserede verden!? Til Emils gave havde vi forberedt en hjemmelavet billede kalender for 2015,  med den flotte besætning fra Orbit i alle mulige mærkelige situationer. Temaet var ”Hinano”, så alle billederne havde det til fælles, at der blev drukket Hinano, eller på anden måde reklameret for ølmærket. Alt lige fra 3 babes på hans seng, 3 babes der vasker hans skib, Ken og jeg der drikker Hinano på bunden af havet og Mads i en voksenble lavet af et Hinano flag. Tja, vi syntes selv det var en skide god gave.

Note to Self: En gyngende båd i troperne er et forfærdeligt sted at have tømmermænd !

Dagen derpå var en anden historie. Størstedelen af de to besætningerne var mildest talt sat ude af spil, og det meste af dagen blev brugt til at pleje vores selvforskyldte og meget ynkelige tilstand. For mit vedkommende blev til en masse søvn, i så meget skygge jeg kunne finde, krydret med lidt Mads og Monopolet podcast, samt lækre pandekager som Havana drengene diskede op med midt på dagen. Senere på eftermiddagen var tilstanden forbedret så meget, at Sabine og jeg besluttede at tage en tur i land for at se os lidt omkring. Valget bestod mellem at bestige en klippe på et par hundrede meters højde, eller besøge den lokale landsby, og situationen taget i betragtning valgte vi sidstnævnte. Der var en halv times gang til den nærmeste landsby, og omgivelserne var simpelthen så smukke, at vi næsten glemte vores tømmermænd. Landsbyen startede på toppen af en dal, og snoede sig godt en kilometer ned til havet. De vulkanske klippevægge var beklædt med frodig tropisk bevoksning og palmetoppene svajede majestætisk over landsbyens huse. Da vi gik gennem byen mødte vi en masse lokale, der alle hilste på os med et venligt ”bonjour”, og de lokale teenagedrenge nøjedes med at lave ”Hang loose” håndtegnet. I landsbyens bugt kunne vi se de lokale mænd træne i deres ”outrigger canoes”. Det er den traditionelle polynesiske kano med en sidepunkton, der giver stabilitet i store bølger, så man nemmere kan fange fisk fra den eller når der skal konkurreres - det er nemlig uden sidestykke den Fransk Polynesiske nationalsport. Efter at have smagt lidt på kulturen, slentrede vi tilbage gennem dalen i solnedgangen og fik et gummibådslift tilbage til Orbit.                

Efter nogle dage uden dykning var abstinenserne begyndt at melde sig, og vi var alle spændte på at komme i vandet og se hvad Ua Pou havde at byde på under vandoverfladen. Sabine, Josefine, Mads og jeg er ved at tage Deep Diving speciality kursus, så vi lagde ud med nogle relativt dybe dyk på et spot, som skipper Ken kendte særdeles godt. Dernede kunne vi opleve de største stimer af fisk, jeg nogensinde har set. Væg til væg tæpper af neon farvede fisk beklædte de koralbelagte stenformationer, samtidig med at man kunne se hundredevis af barracuda, hvis man kiggede ud imod det dybe blå. Dyrelivet under overfladen her på Marquesas er helt unikt, og det planktonfyldte vand og menneskets manglende indgriben i naturens gang tiltrækker alle typer af havets væsner, således at alle led i fødekæden er repræsenteret. Ikke mindst de majestætiske Manta rays, som vi møder på næsten alle dyk, og ofte ser i overfladen.  

Efter godt 10 fantastiske dage på Ua Pou var det nu tid til at stikke for alvor til søs. Turen gik mod Fakarava i Tuamotu atollerne, ca. 520 sømil, 963km eller 3-5 dages sejlads, alt efter vind og vejrforhold. Vi havde brugt dagen forinden og denne morgenen på at gøre det sidste klar til sejlads. Der skulle laves mad, der nemt kunne forberedes og indtages i høj sø, motorer og gummibåde skulle på dæk, og alt skulle sures fast og sættes i spænd, således at det ikke kunne rykke sig under sejladsen. Det var også tid til at sige farvel for denne gang, til Havanadrengene Emil og Anders. Havana skal blive endnu nogle måneder på Marquesas øerne, inden de får nye gaster, og kan fortsætte deres videre færd på de syv have. Det har været godt halvanden måned med super fede oplevelser og godt selskab med vores danske venner. Havana skulle videre rundt om øen Ua Pou, og sejlede en times tid før os. Inden de forlod bugten, cirklede de dog 2-3 gange om Orbit med sangen ”Cheerleader” bragende fra deres højtalere, mens de viftede med Hinano flaget. Bedre afsked kunne vi ikke have drømt om. 

Nu var turen kommet til os, og vi stævnede ud fra bugten på Ua Pou om formiddagen. Jeg var en anelse spændt på, hvordan min søsyge ville arte sig på denne tur, der kunne vare op til 5-6 dage hvis vinden ikke var med os. Så det første døgns sejlads, gik jeg og var lidt spændt og ventede på, hvornår søsygen ville sætte ind. Morgenen efter den første nat kunne jeg med et kæmpe smil på læben konstatere, at jeg indtil videre havde overvundet min søsyge. MEGA OPTUR! Derudover sejlede vi også lige forbi en flok grindehvaler, der lige skulle se hvad vi var for en størrelse. God dag i Fransk Polynesien ☺ Folk faldt lynhurtigt ind i de faste rutiner, ift. at styre, spise, hvile og holde sig selv underholdt. Vi havde sammensat et vagtskema således, at vi hver især havde 4 timers vagter, men at vi overlappede hinanden. Det betød, at man havde 2 timer med en makker efterfulgt af 2 timer med en anden. På selve vagterne blev der tid til at sludre, spise kiks, høre Mads og Monopolet podcasts eller blot stirre mod horisonten i total stilhed. Selvsagt blev der sludret væsentligt mere på dagvagterne end på nattevagterne. Efter 2dage til søs faldt vinden så meget, at vi besluttede at tage en velfortjent pause, hvor vi bl.a. kunne få en dukkert i det dybe blå hav. Så vi trak sejlende ind og hoppede i badetøjet. Det er en helt speciel følelse at være her, midt på verdens største ocean, uden en vind, der rører sig og vandet der er så stille som på et gadekær i Danmark. Mads og jeg var hurtige til at kravle i masten for at få det første hovedspring fra 8meters højde i det 5km dybe og koboltblå hav. Pigerne fulgte hurtigt trop, og vi benyttede også chancen for at få lidt sæbe på kroppen, så vi fik en fornemmelse af at blive rene, hvilket ikke er garanteret på sådan en sejlads. Efter lidt tid blæste vinden op igen og vi kunne fortsætte vores færd mod Fakarava.

Efter 4 ½ dage til søs, var der ”LAND I SIGTE!”, og jeg hoppede ud af min køje for at få syn for sagen. Og minsandten om det ikke passede. Der var palmer og hvide strande så langt øjet rakte. Vandet havde skiftet farve til den turkise og lyseblå farve, der normalt kun er beregnet til postkort og rejsebrochure, der manglede bare at stå ”Welcome to Fakarava”. Her skal vi bruge de næste 3 uger, og jeg kan næsten ikke vente på alle de vilde oplevelser, jeg ved er os i vente. Indtil nu kan jeg konstatere, at der er masser af eventyr derude, man skal bare selv ud og opsøge det!