08.02.2016 Første uge på Palau, rejsebrev af Mathies

Rejsebrev 

26. Januar påmønstrede sidste gast på Orbit som på det tidspunkt lå blidt og stille i en lagune ved hovedøen Koror. Sille ankom sent om aftenen efter en meget, meget lang 2 dages flyvetur til Palau, dog med det gode humør i top, og første bemærkning var meget klar. ”Nøj hvor er her varmt” Besætningen var nu fuldtallig, og hvilke en umådelig god besætning hvis vi selv skal sige det, bestående af Kræn, Klaus, Emil, Sille, Mathies og selvfølgelig vores kaptajn Jonas. En god fordeling af 3 jyder og 3 københavnere klar på eventyr. 

Planen for togtet var klar og rimelig simpel fra dag et. Vi skulle ud i det turkis blå hav, blandt Palaus små 300 klippe øer. Der skulle vi finde en af Palaus mange umådelig lækre små laguner, og så ellers bare ligge for anker der, helt for os selv, i en uges tid. Hovedteamet i planen stod dog i dykningens tegn, for Palau er mere eller mindre et stort dykkersted, med flotte koraler og fantastisk dyreliv. For at dykke skal man dog certificeres først, denne mindre detalje manglede Sille og Emil stadig. De første par dage før afgang blev derfor brugt på at gøre Sille og Emil til 2 kommende superdykkere. Hvilket eftersignende var en hurtig og nem opgave for vores kaptajn/dykkerinstruktør Jonas. 

For de 3 resterende allerede certificeret dykkere i besætningen Klaus, Kræn og Mathies blev de første par dage brugt på at komme i dykkerform, og komme af med de værste dykkerabstinenser. Efter nogle gode tips fra det lokale dykkercenter blev både en nærliggende grotte og et vrag udforsket. Ganske udmærket, men vi skulle finde ud af at det kunne blive endnu bedre. 

Sille og Emil blev som nævnt hurtigt certificeret Open Water Divers, og vi var nu klar til at sejle ud. Uden mad og drikke dur Orbit dog ikke, så først skulle der provianteres til den næste uges tid, hvor der ikke lige ville være en købmand i nærheden. Der blev handlet dåsemad i massevis, bunker af snacks, litervis af øl og sodavand, og adskillige andre lækkerier, ja proviant var der masser af, syntes vi i hvert fald selv. 

Den 31. Januar rullede vi genuanen ud, (en af de mange nye fremmedord man lærer når man er på en båd) bandt Georg Stage pælestikket op, koblede os fra morringlinen og sejlede ud i det turkis blå hav. Der var dog en smule skeptiske miner ombord. For efter ikke at have oplevet en eneste gråvejrs dag siden ankomst, væltede solen ikke ligefrem ned fra himlen. Og det ville da nok blive en lang uge hvis gråvejret fortsatte. Det skal dog siges at man stadig godt kan blive solbrændt selvom det er overskyet, for på havet er solen altid tilstede. Specielt hvis man sidder oppe i masten det meste af sejlturen. 

Selvom det nok var en af Orbits korteste sejlture, (ca. 3,5 time) var det stadig en af de længere sejlture med en rigtig sejlbåd, for nogle af besætningens medlemmer. Der blev både styret og navigeret, og det skal da lige siges, at sidde ved roret og styre en 18 tons sejlbåd er altså sværere end man lige skulle tro. Der var da også nogle af besætningsmedlemmerne der havde mere tag på det end andre. Men vi kom stadig sikkert frem, og med første styrmand Emil ved roret, kaptajnen i masten, navigerede vi let udenom de værste ”koral bommies” og ind i en lækker lille lagune, hvor vi besluttede at kaste anker. 

Næste dag stod solen heldigvis igen ned fra en skyfri himmel, så nu skulle der for alvor blæses bobler. For Sille og Emil skulle videre i dykkersystemet, og blive certificeret Advanced Open Water, så de kunne komme med ud hvor det er rigtig sjovt. Der blev både navigeret med kompas under vandet, øvet buoyancy og dykket dybt. Specielt ved dybdedykket, fandt Emil ud af at det der står i dykkerbøgerne med at man bruger ekstra meget luft når man er nede på 30 meter, passer faktisk ret godt. Som med deres Open Water certifikat, gik det ligeledes nemt og hurtigt med at få dem certificeret Advanced Open Water divers. Så de var nu klar til at komme med ud hvor det er rigtig sjovt.   

Der var dog noget de ikke havde lært i dykkerbøgerne, og det var at man skal altså tidligt op hvis man vil ud og have nogle rigtig gode dyk. For man skal helst i vandet før alle de andre dykkere som er her på Palau. Specielt Sille var lidt skeptisk da hun fik af vide at vækkeuret ville ringe kl. 0600 næste dag. Og med vækkeur mener vi kompressoren, som hurtigt blev kaptajnens fortrukne vækkeur til hele besætningen. Sille fandt dog hurtigt ud af, at det var helt klart det værd. For hvilke forrygende gode dyk vi fik. Sigtbarhed på 20 meter, flotte koraler, massevis af Stillehavets farvestrålende fisk, skildpadder, og selvfølgelig hajer. Dog ikke rigtige hajer, hvis man spørger Emil. 

Resten af tiden hvor vi ikke dykkede gik med solbadning på dækket, lidt snorkling i lagunen, fordybelse i bøger fra Orbits veludrustede bibliotek, og harpun fiskeri. Specielt vores fiskeminister Kræn gik til værks med liv og sjæl, dog uden det helt store held. 

Om aftenen blev der på skift brilleret i køkkenet. Specielt Klaus som fra starten havde proklameret at madlavning ikke var hans stærkeste side, overraskede med hjemmebagt brød, turens bedste pandekager, og lækker aftensmad. Ellers blev der præsteret en masse andre dåse gastronomiske retter. Det skal dog lige siges til de kommende gaster der måtte læse dette rejsebrev, at biksemad på dåse er virkelig elendigt. Efter aftensmad stod den på København mod Jylland i Trivial Pursuit. Resultatet vil vi helst ikke offentliggøre, men lad os bare sige at Klaus som er jyde af hjerte, men københavner af sind havde en stor fordel, grundet hans lidt større livserfaring i forhold til resten af besætningen.  

Den 7. Februar vågnede vi op til gråvejr, alt maden var spist, øl og sodavand var for længst drukket, og snacksende var sluppet op, så vi tænkte at nu var det et godt tidspunkt at lette anker, og sejle tilbage til hovedøen. Nogle fra besætningen trængte også gevaldigt til et rigtigt bad med balsam, og nogle andre til at få deres internet fix. Overraskende nok var det den ældste i besætningen der var flittigst på internettet.  

Det er nu den 9. Februar, alle har været i bad, alle har fået deres internet fix, der er blevet provianteret igen, (denne gang skulle der gerne være mere end nok) og vi er nu klar til at finde en ny lagune, nye dykkesteder, og hvem ved, en rigtig haj til Emil. Vi har fundet ud af at man sagtens kan undvære al den moderne teknologi, så længe man bare har en kompressor, noget dykkerudstyr, og en trofast gummibåd. Vi sejler ud lige om lidt, og regner med at være tilbage den 14. Februar, hav det godt så længe. 

Solskins og dykkerhilsner 

Klaus, Emil, Sille, Kræn, Jonas, og Mathies.