2014.10.05 - Med Kurs mod Marquesas, rejsebrev af Trine

Med kurs mod Marquesas

Rejsebrev, 28. september til 05. oktober

Tilbage i Fakarava Nord, var der fuld fokus på at få provianteret fersk mad og vand til den forestående langdistance-sejlads. Mandag den 29. september, blev dagen hvor vi tog afsked med Fakarava og Tuamoto-øerne, og satte kurs mod Nuku Hiva i Marquesas-øerne. Mellem os og den, lå en moden sejlads, skudt til minimum fem - seks dage. Trods den begrænsede sejlererfaring hos undertegnede og mine ankomstkompagnoner Kristine og Kim, samt gyserhistorier om frisk søgang på flere af de seneste sejladser, var det dog ikke noget der gav anledning til søvnløse nætter. Alligevel var det vist en meget spændt besætning, både gaster og kaptajn, der lagde sig til at sove søndag aften, en dag der også havde syntes præget af en helt speciel og meget stille stemning ombord, undervejs i de mange forberedelser der hører sig til. Med dykningen i højsædet, blev der søndag morgen også tid til, at Jonas og Kim tog ud og deltog i et dyk på det ydre rev, med dykkercentret. Det var to meget begejstrede drenge vi fik hjem på skibet igen, da de havde tilbragt den seneste times tid i elegant selskab med en fuldvoksen manta ray, der førte sig frem og lagde ruten lige ind imellem de to drenge, der til sammenligning havde knap halv størrelse.

 

Vi forlod Fakarava 12:08, cirka, igennem Nord-passet og sejlede herfra parallelt tilbage forbi, så det næsten var svært at tro på at vi nu også flyttede os. Der gik heller ikke længe før Olivia og jeg, måtte smide håndklædet i ringen, mod døsigheden fra den første og eneste søsygetablet, så det var en meget mild start.

Vagtskemaet for ror-vagterne var lagt sådan at vi seks gaster var parret up to og to, og så kørte vi to-timers vagter om dagen og fire-timers vagter om natten (18 - 06 på disse breddegrader), som jeg tilbragte i trygt og godt, mere erfarent selskab, med først Olivia og dernæst Jens. Det gav os alle omtrent 20 timers intensiv sejlererfaring i baggagen, og jeg vil derfor gå så vidt som at sige at vi alle er rykket op. Vi blev kastet direkte ud i det, og måtte kæmpe med ordren ´ at sejle så tæt til vinden som muligt`, fremfor det noget lettere, at sejle efter kurs alene. Det var som så meget andet ombord, en sjov og spændende udfordring, som alle tog godt imod, til glæde for Lars, som fik plejet sit forhold med kaptajnskahytten.

Heldigvis var rælingen fri for syge hunde undervejs, så alle og selv Kim der ellers måtte kæmpe mest med overtalelsesevnerne til maven, fik nydt godt af den friske luft. Jeg var dog godt overrasket over hvor mange timer, man sagtens kan tilbringe med lukkede øjne i en skibskøje, på et døgn. Samme skepsis havde jeg til de små madmængder der var blevet estimeret, men måtte også her sande at en dagsration på en noget nedskaleret skål havregryn, to lakridser, tre chokoladekiks og et par knækbrød med det der lå forrest, ofte var alt jeg havde brug for. Et enkelt gastronomisk indslag med dagsgammel pasta og bearnaise-sovs, fik dog brudt rutinen, ikke dårligt.

Selv må jeg indrømme at det ku være surt at blive vækket 01:45 for, i kahyttens lumre hede, at kæmpe sig i uldundertøj og regntøj, og samtidig kæmpe for ikke at minde maven om at vi krænger 40 grader mod bagbord og af og til får et godt skub frem og tilbage der kan sætte selv den bedste ud af kurs. Til gengæld var der, heller ikke her, en finger at sætte på udsigten, som med en 360-graders havudsigt ikke kan tænkes bedre! Benene på nakken og se at komme op. Hver og en af de mange vagter bød udover vand, og lidt mere vand, på nye syn, som himlens natlampe månen, flere stjerneskud end der ku tælles, fantastiske sol op- og nedgange, fugle langt fra hjem der længes efter et hvil og flyvefisk i lange hop. Jeg så morild for første gang i mit liv og blev svært imponeret over det sjove fænomen, hvor bevægelser i vandet, får en bestemt plankton i vandet her, til at lyse op som bitte små ildfisk i bølgerne omkring skibet.

Dagene gik, og tog som oftest den ene time efter den anden med en unaturlig fart, med stor tak til det gode humør og selskab, og Kristines ordlege, der blandt andre vigtige ting har lært Jonas betydningen af et sammensat ord. Vagtplanen ruller og folk kommer og går, jeg levede dagene i cockpittet oppe i luften med blæst om ørerne, sol og varme, en fantastisk kaptajnstol og plads, endda til at læse, men ofte sidder man bare, snakker og kigger ud i horisonten. Jeg fandt en tydelig ro over at være på vandet uden at kunne se land, men det var såmænd stadig svært at begribe at man befinder sig midt i Stillehavet. Det artede sig virkelig godt havet, uden slemme dønninger. Også vinden var for det meste med os, og rettede ind efter Lars´ fornemmelser, så vi flere gange var oppe og bevæge os med en hastighed på knap 7 knob (13 km/t). 

Allerede da solen brød frem lørdag, var der land i sigte for Olivia og Kim der havde morgenvagten, og som sejlede os langs øen Ua Pou, og spottede et svagt omrids af Nuku Hiva lige fremme. Lars fik denne morgen Kristine og jeg til at slå øjnene hurtigt op, og på tre sekunder stå ude på dækket, hvor der ventede os alle den mest fantastiske velkomst til Marquesas, da en flok på omkring ti delfiner, i lang tid sprang omkring stævnen og siderne af skibet. Så var den dag reddet, det var meget fint. Tidligt fik vi også sænket fiskesnørrene i vandet, og heldet var med os. Det var Kim der havde æren, og med vold og magt måtte kæmpe bravt for at hive, hvad der ellers var anledning til noget spekulation, ind mod skibet (Sådan cirka, hellere lyve end være kedelig, ikk' Kim). Kampen blegnede dog lidt overfor den følgende times arbejde med selv at skulle filetere fisken, direkte på det krængende dæk. Særligt af en fyr der ikke spiser fisk, var det en imponerende forestilling med den i alt 120 cm. lange flotte Wahoo, tillykke. 

12:08, cirka, sejlede vi ind til ankringspladsen i den sydøstvendte Taiohae bay, hovedbyen på øen. Det var en taknemmelig besætning der takket være Lars´ rigtige beslutninger om kurs, fart og sejl, således var fremme godt præcist fem døgn og 582 sømil (1078 km.) efter afgang. Pizza blev til al skuffelse dog ikke hvad der ventede os, da den lokale ejer på tragi(komisk) vis blev lagt i jorden selv samme dag. Så vi måtte nøjes med steak samt en god overdosis internet, til at samle kræfter, som vi resten af lørdagen brugte på at få overstået alle tjanserne ombord, herunder afsaltning af dækket, dinghyer og kajakker der skal sures op og ligges tilbage overbord og en svedig men trængende kahyt-hovedrengøring. Søndag blev brugt på afslapning, mindre indkøb til det heltomme køleskab, og med at få sat et par aftaler i hus omkring udforskning af øen, der som den yngste af øgrupperne i Fransk Polynesien, fremstår radikalt modsat af Tuamoto, med højtragende vulkanske bjerge og kratere, frodigt og mørkere på farveskalaen. Aftenen stod i fiskens tegn, hvor vi nød den første halvdel, yderst lækre, grillede wahoo!

Sejladsen har været en stor oplevelse, som jeg med alt hvad det indebar samlet set, af både eventyrlige og knap så romantiske oplevelser, er rigtig glad for at kunne tage med mig videre. Og det er jeg egentlig sikker på at alle herude vil være enige i. Vi har det godt. 

Stillehavshilsner fra Trine

2014.09.28 - Første uge ombord, rejsebrev af Kristine

Som ny gast på Orbit har der åbnet sig en helt ny verden for mig fyldt med nye udfordringer og masser af gode oplevelser. Jeg mødtes med Trine og Kim i lufthavnen i LA, hvor vi med spænding og forventning i maven fløj til Tahiti og videre med et mindre fly til Fakarava Nord. Flyveturen til Fakarava var helt fantastisk, vi sad alle limet til flyruderne for at se ned på atollerne og de flotte nuancer af turkisblå som atollerne og havet tilsammen dannede. 

I lufthavnen i Fakarava var det ikke noget problem at finde Jens og Lars, som kom for at hente os. Vi kunne faktisk allerede se dem fra flyveren, da den landede. Det siger lidt om størrelsen på lufthavnen, meget lille, faktisk var det bare et lille halvtag med et bord som kufferterne blev smidt op på, og der var ikke noget der hed hverken security-check eller paskontrol. Fra lufthavnen gik vi bare lige over en lille vej og ned til dinghybroen. Her blev vi ellers sejlet direkte ud til Orbit, hvor Jonas og Olivia ventede på os. 

I sidste rejsebrev fortalte Olivia om sejlturen til Syd, så jeg vil fortsætte fortællingen fra vi er kommet frem til ankerpladsen. 

I Syd startede dykkeraktiviteterne for alvor. Jeg selv fik dykket de fleste advanced dyk, som indebærer dybdedyk, strømdyk og natdyk. Det var sjovt og spændende, og særligt strømdykket igennem passet var helt fantastisk med masser af hajer både grey reef hajer, blacktips og whitetips. Også fiskelivet på koralrevet var utrolig smukt, farverigt og varieret, og alt dette blev udforsket med en fantastisk sigt på over 50 meter. 

Olivia som også tager sit advanced diver kursus fik flere dyk skrevet i logbogen, og i mine øjne er hun allerede en god dykker. Trine fik også prøvet kræfter med dykningen, men øreproblemer skabte hindringer for, at hun kunne komme ned på større dybder. Jonas og Jens, som begge er i gang med deres divemaster uddannelser, fik også ledt en masse dyk, både nat- og strømdyk. Jeg følte mig i gode hænder både med Jonas og Jens som leder, også selvom vi på natdykket kom lidt ud af kurs, så svømmeturen tilbage til båden blev lidt længere end planlagt.  

Selvom det er meget uberørt og utrolig smukt i Syd, så var vi ikke den eneste båd. Efter et par dage fik vi nogle franske venner. Et kærestepar der var meget nye inden for sejlads, og de levede under meget primitive forhold på deres lille sejlbåd. Første gang vi havde kontakt med dem var da Jens og Kim var dinghy-driver på et af Trines open water dyk. Her kom de roende forbi i deres lille minijolle, som mest af alt mindede om en gammel mælkekaton. Da de var inden for rækkevidde spurgte de, om vi havde lyst til at drikke noget rom sammen med dem inde på stranden. Sikke en indgangsreplik tænkte jeg, og jeg må indrømme jeg var meget skeptisk da vi dagen efter alle hoppede i den lille dinghy og roede i land for at drikke rom og se solnedgangen. Det endte med at blive en rigtig hyggelig aften. De havde taget fisk med som skulle tilberedes over bål og hjemmelavet rom med kokossmag. Vi fik lidt dårlig samvittighed over at vi ikke rigtig havde noget at bidrage med til aftensmaden, så Olivia og jeg roede tilbage til Orbit for at smække en snobrødsdej sammen. Vores venner havde til gengæld alt udstyret i orden. De ankom med gril og op til flere musikinstrumenter, så aften gik med først at lytte til ukulele og derefter guitar og clarinetspil suppleret med stille sangstemmer. Da mørket havde sænket sig og Jonas havde drukket nok Rom, hoppede vi i dinghyen igen og der blev grinet og gispet i mørket tilbage til Orbit. 

Da sejladsen til Marquesas begyndte at nærme sig havde vi et lille møde om hvad der skulle ske i dagene op til sejladsen.  Vi ventede på at få en vejrfil fra Ken for at se hvornår vi skulle stikke afsted. Det endte med at vi tog den smukke sejlads op til nord igen for at få vand og proviant til den 5 døgnslange sejlads, som ventede os til Marquesas.    

Kærlige stillehavshilsner fra Kristine 

2014.09.21 - Halvvejs, rejsebrev af Olivia

Rejsebrev 21/9

Så er halvvejsmærket for mit ophold på Orbit passeret, bare tanken får det til at løbe koldt ned af ryggen. Jeg nyder virkelig mit ophold i Fransk Polynesien og er ikke klar til at rejse hjem igen endnu. Der sker hele tiden nye og spændende ting herude. I den forgangne uge har vi både sagt farvel til en gast og budt tre nye gaster velkommen ombord, idet vi netop har påbegyndt Togt 2014-4.  

Ugen startede ud med en gourmet-afskeds-middag på stranden hos Enoha, en lokal fyr, som Lars, Jens og Jonas havde mødt et par dage forinden. Vi ankom i dinghyen og allerede fra vandet kunne vi fornemme den hyggelige stemning med de mange levende lys. Enoha selv stod klar til at modtage os på stranden iført lindeklæde, bar overkrop og med hans lange mørke krøllede hår sat i en hestehale på ægte Fransk Polynesisk stil. Fra første sekund blev der kræset om os, vi var de eneste gæster og der var dækket op til os inden under et halvtag lavet af palmeblade. Overalt var der dekoreret med muslingeskaller, drivtømmer og olielamper og fra små højtalere strømmede roligt musik ud. Allerede ved første ret, var jeg solgt og det blev kun bedre da vi nåede til fjerde og sidste ret, desserten som i virkeligheden var tre små retter i sig selv. Bare tanken om den dejlige middag, som næsten udelukkende bestod af lokalt fanget fisk, får tænderne til at løbe i vand igen. Med maverne fulde af dejlig mad og sanserne arbejdende på højtryk tog vi glade og mætte tilbage til Orbit.

Dagen efter var det tid, til at sige farvel til Charlotte, som efter to måneder ombord fortsætter sin rundrejse i USA. 

Efter et par dage alene på båden, som bl.a. stod på storvask, men ellers ren hygge og afslapning fik vi tre nye eventyrlystne gaster, med fornyet energi og lækkerier hjemmefra i form af saltlakrids og Knorr bernaisesovs, ombord. På trods af deres lange rejse, var de klar til at tage fat, Kim fik skiftet alle de gamle pærer ud og fikset grillen, mens Trine og Kristine fik rengjort fribordet. Det har virkelig været en fornøjelse at få tre så søde og hjælpsomme gaster ombord, selvom man godt kan mærke at pladsen bliver lidt mere træng når man går fra fem ombord til at være syv ombord. 

Efter en hurtig provianteringstur og et tiltrængt besøg på internettet blev de nye gaster kaster ud i deres første sejlads, en meget behagelig sekstimers sejlads fra Fakarava Nord tilbage til Fakarava Syd. Igen var der massere af gåpåmod og et kæmpe ønske om at lære alt om båden og sejladsen fra de nye gaster, hvilket især var en fryd for Lars, som elsker sejlads og især elsker at videregive sin store viden herom. Hele sejladsen fra Nord til Syd sejlede vi langs den 30 sømil lange atol, et helt ytroligt smukt syn med hvide sandstrande, palmetræer og turkisblåt vand, der får en til at glæde sig over de få uspolerede steder, der er tilbage i verden. Det var en rigtig dejlig begyndersejlads med højt humør og ingen søsyge, inden vi om en uges tid tager hul på den ”rigtige” femdags sejlads mod Nuku Hiva i Marquesas. 

Utroligt nok har vi hele vores tid i Fakarava Nord haft et kæledyr ombord på båden. Nemlig en sød lille sort fisk, Fido/Buddy (vi har ikke helt kunne blive enige om navnet), som har boet i vores ene drænhul. Trofast som han nu var fulgte Fido/Buddy os hele vejen til Syd hvor han dog på tragisk vist endte sine dage som hajføde. Vores varmeste tanker går ud til Fido/Buddy som vi alle var kommet til at holde af. 

Hajer må man sige, at der er nok af hernede i Syd. Vi har konstant imellem tre og ni Blacktips kræsende rundt om båden, hvilket har været til stor fornøjelse for os alle men nok især for Trine, som har set og snorklet med sin første haj. Hver dag, når der bliver lavet aftensmad, er der kollektiv hajfodring, og der er nærmest gået sport i, at få kødresterne til at flyde længest muligt i vandoverfladen, fx ved at stoppe dem ind i et paprør fra en gammel køkkenrulle, for bedre at kunne se hajerne spise dem. 

Det er rigtig dejligt at være tilbage i smukke Syd. Her skal vi tilbringe den næste uges tid, Trine skal i gang med sit Open Water, Kristine med sit Advanced og vi andre skal have dykket en hel masse fantastiske hajdyk i passet. 

De varmeste og kærligste hilsner 

Olivia

2014.09.14 - Fakarava, rejsebrev af Jonas

Mandagen gik med at Lars og jeg fik kigget på dykkerflasker og fikset regulator set, Olivia forkælede os alle med at bage cookies, og Lars fik lært hele banden at spille whist. 

Lars, Jens, Olivia og Charlotte var et smut ovre på den anden side af passet for at rekognoscere for en evt ny ankrings plads til når vi skal tilbage til Fakarava syd igen med de nye gaster. 

Tirsdag brugte vi på at dykke på ydre siden af revet, Jens var leder af dykket som et led i uddannelsen til Dive Master. Senere på dagen var Olivia, Jens og jeg i land for at se hvordan det så ud der hvor vi lå, her mødte vi en af de lokale dykker ledere, vi spurgte ad til hvordan fiskene i lagunen var at spise, og han inviterede os ud på fiske tur om aftenen, vi måtte desværre takke pænt nej tak.

Onsdag fik Charlotte, Lars og Jens strømdykket fra morgenen af, og Olivia fik sit advanced strømdyk senere på dagen. Resten af dagen fik vi gjort båden klar til at sejle mod nord.

Torsdag morgen sejlede vi mod Fakarava nord, og sikke en dejlig sejlads vi havde os! Helt stille vand og dejlig med vind til at sejle for, vi havde en gennemsnits fart på lidt over 5 knob hele vejen. Da vi kom til nord fik vi rengjort båden og fersket båden af. Om aftenen tog vi i land for at finde noget at spise da ingen af og rigtig orkede at lave mad. 

Fredag tog Jens, Lars og jeg i land, vi fandt os en mand der kunne skaffe os diesel, benzin gas og vaske, hvilket heldigvis var de fleste ting, han sendte os også ned imod et at dykkercentrene, på vejen mødte vi tilfældigt en mand i det dejligste blå skørt (Eboha) der fortalte os vi havde en meget lang vej foran os hvis vi ville gå helt ned til dykkercentret, så vi droppede det. Vi var på vej tilbage mod båden da Eboha pludselig kom bagfra i en bil, han stoppede og spurgte os om vi ville have et lift til dykkercentret, vi takkede pænt ja og kørte afsted. Eboha havde tilfældigvis mulighed for at lave os et måltid mad til charlottes sidste aften så vi bookede ham til søndag aften. Han kørte os hent til den lokale kiosk hvor vi købte ind til at godt aftensmåltid som vi hyggede os med om aftenen. 

Lørdag var Jens, Charlotte, Lars og Olivia ude og tage Olivias næst sidste advanced dyk, peak performance dyk, 4 sømil fra Orbit. Senere fik vi provianteret lidt.

Søndag gik heleved løs! Hele båden blev rengjort så den er klar til de nye gasters ankomst, vi fik vasket alt vores beskidte sengetøj, klude osv. Charlotte var ude og få sig et strømdyk og om aftenen var vi ude og spise hos Eboha. 

2014.09.07 - Fakarava, af Charlotte

Vi begyndte ugen med at sejle til Fakarava Syd. Undervejs fik vi besøg af delfiner der sprang foran og ved siden af båden. Der var ikke meget vind så det meste af turen blev for motor. Da der enkelte gange var lidt vind til at sejle for sejl var der lidt udfordring i at holde farten i båden.

Tirsdag ankom vi til Fakarava Syd hvor vi fik sat regnopsamleren op, der viste sig at være en rigtig god ide da det regnede en del de næste dage så vi fik fyldt alle vandtanke og -dunke op.

Onsdag regnde det hele dagen så der skruede vi op for hyggen og spilede spil og spiste popcorn. Dagen var dog lidt lang da vi efter sejladsen hellere ville igang med dykning, men det blæste også op så det ikke var muligt at komme igang med nogen vandaktiviteter.

Dagen efter klarede det op og vi kom ud og dykke på revet og fik set nogle hajer og en masse fisk.

Fredag var vejret klaret nok op til at vi kunne komme ud og prøve et strømdyk i passet. Den indadgående strøm skiftede dog tidligere end forventet så vi måtte stadig selv svømme fremad på dykket. Der var rigtig mange hajer der passerede os undervejs, de fleste var Gray Reef Shark og Black Tip Shark. Senere på dagen tog jeg mig en tur i en af kajakkerne. Det var en rigtig flot tur at sejle med kajakken tæt på kysten med palmetræer på stranden, Reef sharks lige ved siden af mig i vandet, og koraller under mig. Til sidst på turen tog jeg kajakken op på land og gik en lille tur og fik for første gang grund under fødderne på Fakarava.

Imens jeg var uge at kajakke var Jonas, Jens og Olivia taget ud for at forsøge at fange lidt fisk til aftensmaden med harpunen, desværre uden at få noget på spydet. Lars blev tilbage på båden og anvendte sine gode mekaniker færdigheder og fik kompressoren, til at fylde vores dykkerflasker, til at fungere igen.

Næste dag blæste det op igen og vi måtte finde spil og bøger frem igen. I løbet af dagen midt i blæst og bølgegang klippede jeg Lars, da nogen mente han var ved at ligne den gale professor ;)

En gang om ugen skiftes vi til at lave en lækker morgenmad. Denne gang var det min tur så jeg overraskede med hjemmebagte kanelsnegle der passede godt til det blæsende vejr.