Rejsebrev søndag d.5/4
Det er tidlig søndag morgen, uret viser 05.45. Troligt galer hanen den nye dag velkommen, hvilket den virkelig ikke havde behøvet. Ja, indimellem er der også hunde der synes det er deres pligt at hjælpe til. Det er dog til at leve med, med det syn der omgiver mig. Foran mig er solen ved at stå op bag Mooreas savtakkede men frodige grønne bjerge og bag mig står månen stadig fuld og lyser klart på himlen. Man kan tydeligt høre Stillehavets buldrende bølger ramme revet, der omkranser Moorea, hvorfor vi kan ligge trygt og godt og lytte til lagunevandets stille skvulp mod Orbit. Man får virkelig et indtryk af at ham fra oven har bestræbt sig på at skabe et sandt mesterværk. Jeg vil nu berette lidt om, hvad vi har haft af spændende oplevelser den sidste uges tid og hvordan vi er endt op her ved en af Stillehavets absolut smukkeste perler - øen Moorea.
Siden sidste rejsebrev er der løbet en del vand under Orbits køl. Sidste rejsebrev sluttede ved ankomsten til Tahiti, så her starter jeg. Stemningen omkring Tahiti var måske lidt blandet. For nogen var Tahiti nemlig ensbetydende med at der skulle knokles på båden. Personligt glædede jeg mig til at se, hvad Tahiti kunne byde på. Maja og jeg lejede en lille VW Up vi kunne drøne øen rundt i. Det samme gjorde i øvrigt Jeppe og Filippa. Det var super lækkert, med den frihed det giver at have en bil. Specielt efter at have vænnet sig til den tahitianske trafik. Det kan godt være bare en anelse svært at nå at læse deres skilte, når samtlige bynavne har 18-20 bogstaver og mindst en håndfuld a’er og o’er. Desuden er de placeret så det er for sent at skifte til den rigtige vejbane. Heldigvis består det meste af deres vejnet af en vej der går hele vejen rundt om øen, så det lykkedes os at få set en masse. Vi fik set nogle sten der var stablet oven på hinanden, som eftersigende skulle være en historisk tempelruin og fantastiske grotter med ferskvand, hvor man kunne køle sig ned. Vi tog en mindre vandretur i the water gardens, fik set vandfald, den store bølge ved navn Teahupoo, kigget lidt perler og hygget i flotte omgivelser.
Tirsdag havde Amira fødselsdag og blev vækket med morgensang og flot pyntet morgenbord. Hendes couch surfer havde inviteret os til salsadans på et dansested i byen. Det var ikke helt nemt, men rigtig underholdende. Efterfølgende tog vi ud at spise ved de lokale madvogne. Det var et hit. Specielt deres Poission Cru, som består af rå fisk, grøntsager, lime og cocusmælk. Super lækkert. Det var faktisk så godt at det blevet fulgt op aftenen efter til trods for klokken var blevet 22, grundet 4 timers proviantering i Carrefour.
Desuden havde Nick og Jonas mødt nogle andre danskere der var med ombord på et dansk skib kaldet Oceans of hope. Oceans of hope er et projekt for Sklerose patienter. Selvom vi havde spist Marlin til det nærmest stod os ud af ørene, kunne vi på ingen måde selv nå at spise det hele. Det var derfor med største fornøjelse vi kunne tilbyde Oceans of hope en ordentlig omgang marlinsteaks. Desuden var der enkelte lokale der kunne nyde godt af vores fangst.
Inden det var blevet tid til at vende snuden mod Moorea kunne vi lige nå et enkelt dyk. Her så vi et gammelt Cesna fly og et par både, der nu tjener som attraktioner til glæde for dykkere. Orbit var pakket og klart så det var bare at fylde diesel på båden og komme af sted. Da vi er et stykke udenfor havnen, kommer Ken med et udbrud, der sikkert har kunnet høres helt til Danmark. Vi havde glemt sejlet hos sejlmageren og måtte vende om. Det betød heldigvis ikke det store andet end at vi ankom lidt senere end planlagt til Moorea.
Her på Moorea har et par stykker af os allerede været øen rundt, i det vi blev samlet op af den lokale pizzamand, der tog os med de 60km rundt på øen. I går havde vi alletiders dag, der begyndte tidligt med harpunering af fisk vi kunne fodre de mange stingrays med, der er her på Moorea. Det var en helt sindssyg spændende og grænseoverskridende oplevelse. De var virkelig nærgående og vi kunne klappe dem og lege med dem. Helt fantastisk. Herefter ville vi prøve kræfter med bjerget Rotui, der tårner sig op lige bag båden. Pæn hård tur, da vi selvfølgelig valgte at tage af sted til middag, hvor solen bager hårdest. Det var dog det hele værd, da vi først nåede toppen. Utroligt smukt syn udover lagunen. Og der blev knipset løs med kameraet.
Og så er vi nået til at jeg sidder og skriver dette rejsebrev, mens en stor skildpadde kigger op i ny og næ og en flok delfiner cirkulerer rundt om båden i sikker afstand. Tilbage er vist bare at konstatere at Fransk Polynesien i sandhed er Stillehavets allerfineste perler.
Skrevet af Michael
Ingen kommentarer:
Send en kommentar