08.03.2015 Og så til søs... Rejsebrev af Filippa

Og så til søs…

Nye ansigter, nye omgivelser og i hundredevis af nye indtryk. Det er hvad der mødte os, da vi i sidste uge landede i Fransk Polynesien midt i Stillehavet og gik om bord på den noble båd Orbit, som vi de næste to måneder af vores liv får fornøjelsen af at kalde vores hjem. 

Efter at være landet i lufthavnen på paradisøen Fakarava (en simpel lille hytte af en bygning, på en tynd stribe af sand med vand på begge sider) blev vi mødt af Kaptajn Ken og besætningen fra det sidste togt, der som den fineste velkomstkomité stod og viftede ivrigt med Dannebrog – Sikken en velkomst! Herefter blev vi sejlet med alt vores oppakning i dinghy’en til Orbit, som lå forankret lige ud for lufthavnen – bogstavelig talt!

Vi var klar – vi ville af sted nu! Så det var med sitren i kroppen at vi måtte vente weekenden over før vi sejlede af sted. Det var selvfølgelig nødvendigt, da der både skulle provianteres til ugen og vi skulle introduceres til båden med regler og procedurer, arbejdsfordelingsskema etc.

Og så er der os – en noget blandet skare. Ud over Kaptajn Ken består dette togts besætning af en it-mand, en fysioterapeut, en mekaniker, en nyudklækket student, en skolelærer og så mig selv som er tandlæge. Det kan vi komme langt med er vi blevet enige om! Og så er det altid spændende at møde folk med andre baggrunde og få indsigt i forskellige erhverv. 

Hvis ikke man er rummelig af natur, så bliver man det i hvert fald her. Mange mennesker på begrænset plads betyder at man kommer hinanden ved. Men det er heldigvis hyggeligt – også selv om man lige skal vende sig til at der er tissemænd og bare røve hvor end man kigger hen! 

Livet til søs er indtil videre skønt! Søsygen har kun trængt sig meget begrænset på og vi har efterhånden vænnet os til den konstante gyngen i kroppen og salte susen for ørerne. ”Efter kl. 19 er det tilladt at gå i seng” sagde kaptajnen da vi ankom. Dette fandt vi unge selvfølgelig morsomt, men der gik ikke lang tid før vi måtte indse at det både var svært at holde gaben tilbage og øjnene åbne når klokken ramte 20 om aftenen. Til gengæld vågner man tidligt, så ens døgnrymte har rykket sig en lille smule. Oven i hatten har man efterhånden mistet fornemmelsen for tid. Det er en spøjs og samtidig uvant fornemmelse ikke at ane hvad dag på ugen det er.

Det er forunderligt så hurtigt man kan tilegne sig ny viden og vi er efterhånden en flok garvede sejlere. Styrbord, bagbord, sejlene, ankeret, roret – der er styr på det hele. Og aldrig har man set flottere pælestik!

Den forgange uge har endvidere budt på fantastisk scuba diving. Et par af os er blevet advanced divers og Ken har haft os med på både dybdedyk, natdyk og strømdyk for fuld fart. Vi har haft fornøjelsen af at svømme blandt de smukkeste koreller, fisk og mærkværdige skabninger i alle tænkelige former og farver. Ved Fakaravas sydpas har vi dykket blandt stimer af hajer i hundredevis og to gange var vi så heldige at støde på den enestående giant manta ray med vingefang på ca. 4 meter. Så vildt! Livet under vandet er nu så fascinerende!

Her ud over er der lækker snorkling, Ken underviser os i kajak, der øves udspring fra masten og så står den ellers på timevis af hyggelige stunder med god mad, kortspil, Trivial Pursuit-spørgsmål, bål og snobrødsbagning (vel og mærke af snobrødsdej som overlevede druknedøden), stjernekigning fra dækket, samt lange samtaler komplimenteret af varm kakao og latter. Herude mangler vi intet!

At vågne op hver morgen til paradis, omgivet af alverdens blå nuancer så langt øjet rækker giver sjælen nydt liv. Jeg tror jeg taler på vores alles vegne, når jeg siger at vi føler os som jordens heldigste!


/Filippa Barry
Orbit, Fakarava, d. 08.03.2015