fredag den 27. marts 2015

22.03.2015 Apataki og Rangiroa, rejsebrev af Jeppe

Apataki. Tuamutoatollens tusindårsrige tilfælde strømmer ud over det gode skib Orbit. Tilfældet har drevet os hertil. Tilfældigvis er vi her. Ved et tilfælde er vi overhovedet. Her i dette store tilfældige. Præmissen er absurd. Det er vejret der har drevet os hertil og nu må vi se til mens vand fra det åbne over os strømmer ned. Vi er sagesløse i naturens hænder som et publikum der ingen indflydelse har på stykkets kommende akt. Vi ser til. Atollens egenskab har aldrig indbudt til regn i fysikkens enkelthed, men det regner alligevel - eller tilfældigvis.

Vi må finde fred fra denne barbariske udradering af sollyset. Solen der ellers altid er stærk og stolt har mødt sit lige. Vi må søge tilflugt. Vi må have fred. Havet fra himlen har rørt os kun det sidste på denne dag. Det er i havet på jorden vi kan finde vor frelse - og vi er her. Her, midt i det største, på den klode vi kalder jorden. For at undgå vandet fra oven må vi i vandet for neden. Det er et paradoks, der giver mening her i den tilfældige intethed. 

Flugten, som det er blevet til her på Apataki, til, eller tilbage til havet om man vil, har fået status af religiøs handling. Denne fase hvori vi bevæger os over i den anden verden, det andet element, har nu ikke kun betydning af nydelse, men af nødvendighed. 

I en ilddåb kaster vi os bagover i det andet element, som var der en hel hujende skare af troende til at lykønske os. Men vi er kun os. Hinanden nærmest. En storm griber dig og lader sin larmende ro omfavne hver en lille del af dig. Selv dit inderste bliver ikke forbigået. På én gang er du nødt til at ignorere dette. Men du kan ikke abstrahere fra den transcendentale tilstand du er i. Du er nødt til at sande dit sind og dette sker kun i relationen af det nye element. Havet er ikke længere et tilflugtsted, men en anden verden for os. 

Denne verden er ny for nogen og et velkendt hjem for andre. Hvad vi alle har til fælles er friheden. Ikke den frihed vi alle proklamerer skulle eksistere selv i de bedste demokratiske samfund. Nej, en kompromisløs frihed. Endda en frihed fra selv de mest nærværende naturkræfter. Vi bevæger os hvor vi vil. Ganske vist i kortere perioder, men gentagelsen er for mennesket hvad sejlet er for skibet. Fremdrift. Vi er frie. Frie til at se, lytte, smage, føle ja endda dufte. Det er Gaugain på lærred, forspillet til Wagners Lohengrin, Ny Nordisk Mad, den blødeste vævning eller duften af din elskede. Det er bare ikke menneskeskabt. Det er den rå virkelighed og begrænsningerne er ikke eksisterende. Her er alt. Skønhed, vederstyggelse, liv, død, klarhed, tryghed. Adjektiverne slipper hurtigt op i denne verden. Tiden står stille i denne verden. Den fjerde dimension er ikke eksisterende. Måske netop denne dimension har været en begrænsning for friheden i dens originale betydning. Sanserne er på stilke for at få alt med. Her findes svaret på spørgsmålet om der findes noget større. Vi forstår det ikke. Men vi er frie. 

Vi befinder os i et stadigt øget pres fra oven. Vandet vil ingen ende tage og det er først da vi når nymåne dagen at et enkelt hul fra oven tillader os at drage videre stik vest. Den ellers så eftertragtede frihed synes at svinde bort. Naturen har bestemt. Vi er under dette vidunder i alt dens magt og enevælde. Vinden fører os aller nådigst. Her er der ingen grund til at lade den pålidelige Yanmar turbodiesel være behjælpelig. Sejlet gør arbejdet for os. Apataki svinder hurtigt ud af syne i takt med jordens kredsen om sig selv udløser mørkets frembrud. Der falder en næsten søvndrukken stemning over besætningen og bølgernes skvulpen langs styrbord side virker døsende. Vagtplanen er lagt og kursen er sat. Vi er i vindens rug hænder. 

Båret hen over havet er vi ankommet til Rangiroa. Et andet pattedyr hilser os velkommen ved ankomsten morgenen efter nymånen. Delfinerne forsvinder dog hurtigt da skyerne påny åbner for sluserne. Vi vender dog forhindringen til fordel og benytter endnu et menneskeskabt remidie: regnopsamleren. Vi befinder os konstant i et mekka af opfindelser fra eventyrere før os. Alle de hårde prøvelser der er gennemgået menneskeheden nyder vi godt af. Videnskaben har gjort det muligt at besøge fantastiske steder. Mennesker har altid været nysgerrige og ud af denne egenskab har det beriget verden med fantastiske ting. Skib til ophold på vand. Sejl til at føre os frem. Men alt dette kun hvis forholdene er til det. Vi har øget vores frihed. Men begrænsningerne findes. Ved kastet af ankeret er det som endnu en baptisering af Orbit. Men denne gang ikke i væske. En åbning af skyerne bader skibet i solens stråler. Her i verdens næststørste atol er vi velkomne. Vi er indviet. 

Den følgende dag kan vores hungren efter friheden under overfladen imødegås. Ritualerne genoptages og vi kan bare i nogle minutter kalde os frie. Vi kom fra det store urhav og en blanding af nostalgi, nysgerrighed og eventyrlyst tvinger os tilbage i dette enestående element. Vi har illusions tvunget tilfældets bortkomst. Vi er frie. Tror vi. 

-Jeppe Weber Egholm





Ingen kommentarer:

Send en kommentar